RANDERS: Der gik få timer, fra byrådet i Randers i fredags fik en fortrolig orientering om, at et byrådsmedlem var meldt til politiet for trusler, til hele byen kunne læse om det i det lokale dagblad.
Nogen må have lækket oplysningen, og de få timer viser, at lækket ikke var tilfældigt eller utilsigtet, men en planlagt handling med det klare formål at sprede oplysningerne hurtigt og skabe størst mulig skade. Det mener formand for Østbroen Erik Bo Andersen, som i en pressemeddelelse forklarer, hvorfor han har fundet det nødvendigt at melde hele byrådet og kommunaldirektøren til politiet.
- Som folkevalgt er jeg ikke blot moralsk, men også juridisk forpligtet til at reagere, når jeg bliver bekendt med ulovligheder. At se gennem fingre med dette ville være at acceptere, at lovbrud kan ske ustraffet, blot fordi gerningsmanden sidder tæt på magten, siger han.
Han beklager, at politianmeldelsen rammer alle, der har modtaget mailen med de fortrolige oplysninger, selv om langt de fleste ikke har gjort noget galt.
- Men da den skyldige ikke ønsker at træde frem, kan den skyldige ikke udpeges, og derfor må politiet igangsætte en efterforskning for at finde frem til, hvem der har begået lovbruddet. Når den skyldige gemmer sig, mistænkeliggøres alle andre i kredsen, og det er dybt uretfærdigt over for uskyldige personer, der nu må leve under en uberettiget skygge af mistanke.
- Den, som synes, det er forkert at anmelde et klart og ubestridt lovbrud, har et problem, mener Erik Bo Andersen.
"Føler mig udskammet"
Mindst et byrådsmedlem har dog reageret med undren over, at byrådet kollektivt er blevet politianmeldt.
"Jamen så er jeg simpelthen blevet politianmeldt i dag. Og så for noget, man ikke har gjort. Føler mig faktisk en smule udskammet. Ikke en fed samarbejdskultur at lægge for dagen (hverken at lække til pressen eller at politianmelde sine kollegaer uden at forsøge at snakke sammen om det først)," skriver Stine Eiby (S) på Facebook som kommentar til et opslag fra Randers Amtsavis.
Hun mener, at Erik Bo Andersen burde have bragt sagen op i økonomiudvalget.
"Selvfølgelig skal vedkommende findes. Men at skulle læse, man er politianmeldt i Amtsavisen, før man overhovedet selv har fået besked, er sgu dårlig stil i mine øjne," skriver Stine Eiby.
En lang række kommentarer handler mest om, at folk er trætte af kulturen i Randers Byråd.
"Hvor ville det være rart at få et byråd der samles om opgaven – at få hele Randers kommune til at stå så stærkt som muligt. Jeg håber på et lille mirakel til november," skriver f.eks. en borger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.