
Anmeldelser om vold og trusler mod offentligt ansatte som sygeplejersker, socialrådgivere og sosu-assistenter steg voldsomt i 2016. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, skriver Avisen.dk. I 2016 blev der anmeldt 4835 voldsforbrydelser mod offentligt ansatte. Året før var antallet 2814. Anmeldelserne om vold er dermed steget med hele 72 pct.
Personer, der arbejder inden for specialpædagogik, har eksempelvis oplevet en stigning på 109 pct. fra 2015 til 2016.
I 2015 var der 381 anmeldelser. I 2016 var det tal 798. Også sygeplejersker, socialrådgivere og fængselsbetjente har haft en stor stigning.
Vold mod offentligt ansatte har været i fokus efter en række alvorlige overfald på bosteder og psykiatriske hospitaler.
For mange voldsofre er et generelt problem, der må tages hånd om, mener Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogerne. Han mener, der er flere årsager til de mange voldsofre. For det første er det et spørgsmål om ressourcer, og for det andet er der problemer i visiteringen af borgere eksempelvis i overgangen fra behandling til socialpsykiatri.
Tallene er ikke kun et udtryk for, at der er kommet mere vold, men også at ofrene er blevet bedre til at anmelde det.
- Vi har gjort meget for at få arbejdspladser og medlemmer til at anmelde sager om vold. Via information til ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, siger Benny Andersen.
FOA: Afvis farligt arbejde
På baggrund af den store stigning kommer Fagforbundet FOA ifølge Avisen.dk nu med en usædvanlig opfordring til medlemmer med job på psykiatriske bosteder: Sig nej til farligt arbejde.
Arbejdsforholdene i psykiatrien er ifølge FOA i øjeblikket så risikofyldte og udsigten til forbedring så usikker, at organisationen mener, at medarbejdere, der føler sig truet, skal sige fra.
FOAs formand, Dennis Kristensen, understreger, at der ikke er tale om en opfordring til sosu-folkene om at gå i strejke, men derimod om at bruge den særlige, men sjældne brugte, ret til at værge sig mod at udføre sit arbejde med henvisning til, at det er forbundet med fare.
- Når der ikke er hjælp at hente i Folketinget, bliver FOAs medlemmer nødt til at passe på sig selv og hinanden. Trusler er hverdagskost, og vold sker flere gange ugentligt i psykiatrien, siger Dennis Kristensen til Avisen.dk.
Kan ikke vente med at handle
Meldingen kommer i kølvandet på regeringens nylige beslutning om at trække et meget omdiskuteret lovforslag om socialpsykiatriske bosteder tilbage. Ifølge forslaget, som FOA støttede, skulle der etableres 150 pladser på en helt ny form for specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, hvor borgere med særlige behov kunne få tilbud om en intensiv behandling.
Forslaget blev trukket efter vedvarende protester fra patienter, pårørende, læger, sygeplejersker og socialpædagoger, der mente, at loven ville medføre unødig brug af tvang.
- Vi håber, at regeringen kommer med et nyt udspil senere i år, men vi kan ikke vente så længe med at handle. Derfor informerer vi nu FOA-medlemmer med job i psykiatrien om de muligheder, de har for at vægre for sig ved at undlade at udføre risikofyldt arbejde, siger Dennis Kristensen.
Det er bestemmelsen i arbejdsmarkedets grundlov - hovedaftalen - om liv, ære og velfærd, der kan komme i spil. I den hovedaftale, som FOA har indgået med KL, står der, at der ikke må iværksættes arbejdsstandsning, med mindre hensynet til liv, ære og velfærd afgiver 'tvingende grunde' til at standse arbejdet.
Ritzau/dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.