
Antallet af personer, der modtager kontanthjælp, faldt i december sidste år til det laveste niveau siden 2007. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I løbet af fjerde kvartal 2021 faldt antallet af kontanthjælpsmodtagere i Danmark med 4.900 personer. Det betød, at der ved udgangen af december var 95.400 personer på kontanthjælp. Det er det laveste antal siden januar 2007, hvor Danmarks Statistik begyndte at følge udviklingen.
Antallet af kontanthjælpsmodtagere toppede i august 2015 med 175.100. Herefter er det med få afbrud faldet løbende til nu at være rekordlavt.
Mangel på hænder
I Dansk Erhverv kalder cheføkonom Tore Stramer det først og fremmest for en positiv historie, at der er sket et så betydeligt fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere.
- Flere på kanten af arbejdsmarkedet har simpelthen formået at finde arbejde, i takt med at beskæftigelsen er steget til rekordhøje niveauer. Både den private og offentlige beskæftigelse er steget bredt over de seneste år og har åbnet rigtig mange jobmuligheder, siger Tore Stramer.
Det er dog ikke lutter positivt med en rekordhøj beskæftigelse. På grund af stor beskæftigelse og lav ledighed har virksomhederne nemlig svært ved at finde arbejdskraft.
- Det er bestemt ikke uden udfordringer, da det hæmmer produktionen og øger lønpresset i dansk økonomi. Der bør derfor også fortsat være et politisk fokus på at øge antallet af hænder på det danske arbejdsmarked, siger Tore Stramer.
Tidligere har regeringen sammen med flere partier indgået en aftale, der blandt andet ved at sænke dimittendsatsen ventes at øge arbejdsudbuddet.
Regeringen er sammen med andre partier også blevet enige om en særlov, der skal give ukrainere adgang til det danske arbejdsmarked.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.