
MIDTJYLLAND: Arbejdstilsynet giver påbud til mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det skriver DR efter at have fået indsigt i Arbejdstilsynets afgørelse.
- Der er risiko for, at problemer med stor arbejdsmængde og tidspres kan forringe ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt, fremgår det i afgørelsen.
Arbejdstilsynet lægger vægt på, at sygeplejerskernes arbejde med patienterne ikke er "planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt", skriver mediet.
Afdelingen har tre afsnit, hvor sengeafsnit to er der, hvor kompliceret behandling af mave- og tarmkræft foretages. Det er sengeafsnit to, der er omfattet af påbuddet.
Travlhed og fejl
Sengeafsnittet har siden 2021 haft udfordringer med opsigelser og rekruttering af sygeplejersker. De ubesatte stillinger har resulteret i at de ansatte i gennemsnit påtager to til fire ekstravagter om måneden.
Det fremgik af en høring tidligere i sommer i forbindelse med Arbejdstilsynets tre besøg på afdelingen i juni.
DR skriver, at som følge af travlheden hos de ansatte på hospitalet, oplyser sygeplejerskerne om fejl i arbejdet og nævner eksempler på medicin, der ikke er givet til tiden eller givet forkert. Det står i tilsynets høring, hvor der også beskrives, hvordan patienter bliver for hurtigt udskrevet og derfor bliver genindlagt.
Omstridt afdeling
Kræftafdelingen har været omstridt, siden det i marts kom frem, at cirka 300 kræftpatienter i 2022 og 2023 ventede for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH.
Siden er to direktører blevet fyret, læger, regionsdirektør og koncerndirektør har sagt op, og to afdelingschefer på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er blevet fritaget fra tjeneste.
En undersøgelse fra Kammeradvokaten konkluderede i maj, at hospitalet bevidst har begået fejl, og at fejlene er begået over en længere periode. Afdelingen har frem til 1. april til at få rettet op, skriver DR.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.