
Den socialdemokratiske gruppe i Hjørring vil udfordre den siddende borgmester Søren Smalbro (V) bedst muligt og blander nu kortene på ny, skriver det lokale medie ligeher.nu. I en rokade, der omfatter fire byrådsmedlemmer og ændringer i tre fagudvalg, frigøres borgmesterkandidat Mai-Britt Beith nu fra sit arbejde i sundheds-, ældre- og handicapudvalget.
- De mange forberedelser til kommunalvalget og en generobring af borgmesterposten tager for alvor fart, tid og kræfter fra næste år. Vi er nu halvvejs i perioden. I S-gruppen ser vi det som det optimale tidspunkt at sætte holdet på ny og samtidig frigøre kræfter til de mange opgaver, der venter forude, siger gruppeformand Mai-Britt Beith, der er udpeget som efterfølger som spids, efter at tidligere borgmester Arne Boelt tabte borgmesterposten til Smalbro ved KV21.
Netop Boelt skal erstatte hende i sundheds-, ældre- og handicapudvalget. Derudover bytter Tim Jensen og Thomas Klimek pladser i henholdsvis arbejdsmarkeds-, erhvervs- og uddannelsesudvalget og børne-, fritids- og undervisningsudvalget.
Ved KV21 gik S tilbage fra 15 til 10 ud af de 31 pladser, og Smalbro sidder nu på en V-K-R-konstituering.
På Bornholm er der nu ifølge TV2 Bornholm en fjerde kandidat i spil til at efterfølge tidligere borgmester Thomas Thors som S-spids: Mads Wolff, der for nylig er flyttet til Gudhjem fra København. Han er selvstændig rådgiver i bæredygtig udvikling.
De fire kandidater, der indtil videre har meldt sig til spidskandidaturet, er Maria Hach, Erik Kryger og Anne Thomas. Anne Thomas var ved KV17 valgt for Alternativet og stoppede i byrådet i 2019 af jobmæssige årsager, mens Maria Hach kortvarigt har været Alternativets bornholmske frontfigur, før hun meldte sig ind i Socialdemokratiet. Valget skal træffes til marts.
Ved KV21 blev S halveret fra otte til fire ud af de 23 pladser i byrådet, hvor Jacob Trøst (K) blev borgmester i en spøjs konstituering mellem EL-DF-K-KD.
Fra Vejen skal det nævnes, at tidligere lokalformand Thue Uhre Lauridsen har meldt sig ind i Moderaterne. Det beretter JydskeVestkysten om socialdemokraten, der tidligere forgæves har stillet op for S.
Og til allersidst en spekulativ namedropping fra Kolding, hvor byrådsmedlem Merete Due Paarup (R) i en kommentar i JydskeVestkysten til Villy Søvndals (SF) farvel til kommunalpolitik sådan henkastet bragte på banen, om politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) mon kunne finde på at stille op som S-spids i Kolding. Det er der dog ikke noget, der tyder på i kommunen, der udover Søvndal også har sagt farvel til tidligere minister Eva Kjer Hansen (V), da valgene ikke gik hendes vej.
S-spids var ved KV21 her Birgitte Munk Grunnet, der blev viceborgmester i K-S-SF-R-konstutueringen bag borgmester Knud-Erik Langhoff (K).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.