Formand for KTC-faggruppe:
At oplyse en bygherre om udbygningsaftale er ikke det samme som at opfordre

AALBORG: Sagen om ulovlige udbygningsaftaler i Aalborg fik drastiske konsekvenser: To hjemsendte chefer - statsarkitekten og en direktør - samt en sygemeldt rådmand, der så godt nok kom tilbage igen.

Horten konkluderede efter en undersøgelse, at en række firmaer her blev presset af kommunen til at betale for offentlig infrastruktur og til gengæld fik lokalplanmæssige fordele.

DK Nyt har på den baggrund spurgt formanden for faggruppen Planlægning i KTC, Lotte Højgaard, til, hvordan det mon ser ud i de øvrige kommuner på det åbenbart sprængfarlige område: Hvor der godt nok er en mulighed for en udbygningsaftale, men hvor det er afgørende, at initiativet kommer fra bygherren.

- Sagen vil være meget relevant at tage op på vores næste faggruppemøde af flere årsager, dels hvad er egentlig de formelle krav, hvad er god forvaltningspraksis og hvad er spændvidden eller rammen for i hvilken udstrækning kommunen kan indgå aftaler med bygherre, svarer Lotte Højgaard, der også er strategisk leder i By og Landskab i Holbæk Kommune.

- Vi har før talt om udbygningsaftaler, og det er mit indtryk at det er med store forskelle hvordan kommunerne arbejder med dem.

- Der er ingen tvivl om, at det baserer sig på frivillighed. Erfarne bygherre kender muligheden og der hvor bygherrer ikke er så erfarne, kan kommunen oplyse om muligheden, uden at der ligger en egentlig opfordring fra kommunens side. Det er selvfølgelig en balance i kommunikationen.

Kan opleves som pres

Hun giver som eksempel projekter, som ligger udenfor, hvad kommuneplanens rammer giver mulighed for.:

- Der har man som kommune ikke forventet afledte kommunale anlægsprojekter, og derfor kan det her være rettidigt at oplyse om muligheden, for at bygherre selv kan stå for omkostningerne til den nødvendige infrastruktur, som projektet medfører. Kommunen kan jo afvise projekter, som kommuneplanen ikke giver muligheder for.

- Den situation kan muligvis af bygherre opleves som et pres, men er ment som en mulighed for et projekt der ellers kunne blive afvist, da kommunen ikke havde disponeret med de omkostninger.

- Jeg tror, der vil findes en sammenhæng mellem kommuner med høj byggeaktivitet og brug af udbygningsaftaler, uden at jeg kender til, om der er lavet undersøgelser af det. Nogle kommuner er i den situation, at de vil strække sig langt for at få realiseret projekter i deres kommune, også selv om projektet kræver kommuneplantillæg og en mulig omprioritering af kommunens anlægsmidler. 

Dokumentation skal sikres

I de fleste tilfælde er det KTC-faggruppeformandens indtryk, at udbygningsaftalerne bruges i et begrænset omfang til mindre anlæg. Fx etablering af svingbane på kommunal vej, eller forlængelse af en cykelsti eller et fortov hen til et nyt boligområde:

- Jeg mener ikke, planloven sætter begrænsning på anlæggets omfang, ud over at der selvfølgelig skal kunne redegøres for nødvendigheden af den infrastruktur projektet medfører. 

- Horten anbefaler at kommunerne udarbejder et administrationsgrundlag for udbygningsaftaler. Om det er det rigtige redskab for alle, ved jeg ikke, men det er helt sikkert, at der skal sikres dokumentation for bygherres anmodning om at indgå en udbygningsaftale.

Langstrakt proces

Ifølge Lotte Højgaard er lokalplanudarbejdelsen efterhånden en meget langstrakt proces med større og større redegørelseskrav og dermed også et voksende dokumentationskrav for de mange forhold der optages i lokalplanen. Omkring udbygningsaftalerne benytter mange kommuner jurister for at sikre sig, indholdet er korrekt, også i forhold til projekter som måtte gå i stå osv.

- Jeg tænker også, vi i faggruppen vil forholde os til, om lokalplanen er det optimale redskab, eller om vi kan anbefale, at aftalerne kan indgås på anden vis, i hvert fald i nogle tilfælde.

Lokalplanprocessen er et sammensurium af ganske mange forhandlinger, hvor vi, så godt vi kan, varetager overordnede hensyn i arealudviklingen. Et hurtigt øjekast på planlovens paragraf 1 viser meget godt, hvilke balancer kommunen skal varetage i sin planlægning.