BILLUND: I sammenligning med sidste års budgetaftale udstråler dette års ren harmoni. De to der blev ekskluderet fra henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet for enegang, er i år en del af aftaleflertallet, og det samme er De Konservative, der også stod udenfor sidste år.
Budgetaftalen savner da også helt potentiale for stridspunkter. "Billund Kommunes økonomi er sund", hedder det selvbevidst i aftaleteksten, der udspecificerer den økonomiske sundhed i råderum til investeringer i både anlæg og serviceudgifter, en robust kassebeholdning og ingen langfristet gæld. Man undlader heller ikke at bemærke, at dette "ikke (er) en selvfølge i de danske kommuner".
Undgå det statslige sparekrav på administration kan man dog ikke, og det udmøntes med 3,2 mio. kr. årligt i budgetåret og hvert af overslagsårene.
På serviceområdet tilføres der til gengæld 3,4 mio. kr. årligt i budgetåret og hvert af overslagsårene til specialundervisning, og der foretages omprioriteringer fra det specialiserede ungeområde til det specialiserede børneområde på en sådan måde, at børneområdet i overslagsårene får dobbelt så meget som ungeområdet mister (henholdsvis 5,4 mio. kr. årligt og 2,6 mio. kr. årligt). Endelig er der blevet plads til en pulje til udvidelsesønsker på 12,2 mio. kr. i 2024 og 8 mio. kr. årligt i hvert af overslagsårene.
Bag budgetaftalen står Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative samt løsgængerne Jørn Poulsen (eks-V) og Arne Spangfort (eks-S), i alt 23 af 25 mandater, mens Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne med de resterende to mandater står udenfor. Budgettet første- og andenbehandles i kommunalbestyrelsen henholdsvis 12. september og 3. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.