REBILD: Sidste års rene blå budgetflertal er i år udvidet med Socialdemokratiet, men ikke flere, så det er stadig smalt. Til gengæld er de blå ikke længere imod en skattestigning, som de sidste år godt måtte, men sagde nej til. I år har de ikke fået lov, men gør det alligevel. 0,5 procentpoint stiger kommuneskatten med i 2024.
Skattestigningen er "en grundlæggende forudsætning for en stabil ramme om kommunens drift", skriver budgetpartierne i aftaleteksten. De ønsker samtidig at fastlægge den fremtidige struktur på især skole- og dagtilbudsområdet, hvilket også var et stridspunkt i sidste års budgetaftale. Med dette års budgetaftale er der blandt andet besluttet en automatik for, hvilke omstændigheder der vil udløse en skolelukningsproces.
Det resulterer i en besparelse på skoleområdet på 6,8 mio. kr. 2024 og 11,5 mio. kr. årligt i hvert af overslagsårene, heri medregnet effekter af sidste års budgetaftale. Halvdelen af beløbene forbliver på børne- og familieudvalgets område til brug for investeringer og kvalitetsløft. Også en fjerdedel af provenuet ved skattestigningen går til samme udvalg, i alt en forøgelse af dets budget på 3,4 mio. kr. i 2024, 7,5 mio. kr. i 2025, 9,1 mio. kr. i 2026, 11,5 mio kr. i 2027 og udenfor budgetperioden 14 mio. kr. i 2028, det første år uden statslig sanktion for skattestigningen.
Bag budgetaftalen står Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet samt løsgænger Jeppe Ugilt Hansen (eks-V), i alt 17 af byrådets 25 medlemmer. Den Sociale Fællesliste, De Radikale, SF og Enhedslisten med de resterende otte byrådsmedlemmer står udenfor. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt i byrådsmøde 12. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.