AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Bente Lykke Sørensen er bystrategisk chef i Aarhus Kommune.
Benjamin Dalby

Boligrotation halter: Aarhus mister middelklassen, mens kommuner leder efter nye greb

Hvordan skaber vi plads til nye generationer i parcelhusene og undgår samtidig, at byer og landsbyer udvikler sig skævt? Det spørgsmål presser sig på i kommuner over hele landet og fyldte også på KL's Klima og Miljø Topmøde 2026.
17. APR 2026 14.30

I Aarhus Kommune er udviklingen særlig tydelig. Hvert år flytter over 5.000 nye borgere til byen, men de boliger, der bliver bygget, matcher ikke nødvendigvis behovet for variation. Ifølge bystrategisk chef i Aarhus Kommune Bente Lykke Sørensen er over 90 pct. af de seneste byggerier lejeboliger. 

Samtidig er ejerboligen under pres. Boligmarkedet er i stigende grad blevet et investeringsområde, hvor store aktører opkøber og udlejer boliger frem for at sælge dem til private.

Konsekvensen er til at tage og føle på: Børnefamilierne, særligt fra middelklassen, flytter ud af byen og bosætter sig i de omkringliggende kommuner. Det udfordrer balancen i byen.

- Det er middelklassen, der flytter, og dermed risikerer vi at miste noget af sammenhængskraften, lyder det fra Bente Lykke Sørensen under oplægget på KL's Klima og Miljø Topmøde. 

De fattige må flytte – Aarhus vil bremse tendensen 

Bekymringen blandt politikere er, at udviklingen på sigt kan føre til en mere ensidig befolkningssammensætning, hvor byen enten domineres af de mest velhavende eller af borgere i lejeboliger og almene boliger.

For at modvirke udviklingen arbejder kommunen med konkrete mål. Inden 2029 skal der etableres 1.000 nye byggegrunde, et forsøg på at skabe flere ejerboliger og fastholde børnefamilier i kommunen.

Samtidig peger kommunen på nye boligformer som en del af løsningen. Særligt seniorbofællesskaber bliver fremhævet som et vigtigt redskab. Tanken er, at ældre, der i dag bor i store parcelhuse, kan flytte til mere fællesskabsorienterede boliger og dermed frigive plads til yngre familier.

- Seniorbofællesskaber kan blive en succes, hvis vi lykkes med at udvikle dem rigtigt, siger Bente Lykke Sørensen.

Mens udfordringen i de større byer handler om ubalance i boligtyper, ser virkeligheden anderledes ud i landdistrikterne. Her kæmper man ikke med for mange lejeboliger, men med at tiltrække borgere overhovedet.

Kommunerne må tænke kreativt

I Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder man derfor med mere utraditionelle greb. Ifølge kommunens landdistriktskoordinator Bjarne Christensen kan projekter i landsbyerne styrkes ved at tænke kreativt i finansiering.

- Vi pakker projekter ind i kunst, og så kan de pludselig få tilskud og donationer, forklarer han.

Den tilgang åbner døre til fonde og støtteordninger, som ellers kan være svære at få adgang til, og giver nye muligheder for udvikling i mindre lokalsamfund.

På tværs af by og land tegner der sig dermed et fælles billede: Boligmarkedet skaber ikke automatisk den balance, kommunerne efterspørger. I byerne bliver boligudbuddet for ensidigt, mens landdistrikterne mangler tilflyttere.

- Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor vi skal bygge, men også hvordan vi aktivt former, hvem der får mulighed for at bo hvor. Boligrotation sker ikke af sig selv. Den kræver politisk vilje, nye boligtyper og en mere aktiv styring af udviklingen. Ellers risikerer både byer og landsbyer at tippe på hver deres måde, lyder det fra Bente Lykke Sørensen. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/boligrotation-halter-aarhus-mister-middelklassen-mens-kommuner-leder-efter-nye-greb

GDPR