
Boligselskabernes Landsforening, BL, er på én gang positive og skeptiske overfor den ghetto-plan, regeringen i går lagde frem. Boligselskaberne spiller en væsentlig rolle i regeringens strategi, fordi de boligpolitiske elementer kun kan virkeliggøres gennemn et tæt samarbejde mellem regeringen, kommunerne og boligselskaberne, der er bygherrer på og administrerer de store boligområder, der er udpeget som ghettoer.
Formanden for BL, Bent Madsen, siger:
- Det positive i regeringens plan 'Ghettoen tilbage til samfundet' er, at den adresserer de centrale problemer: De fysiske forbedringer af boligområderne, skole- og uddannelsesproblemerne samt sikringen af retssikkerheden i de udsatte områder. Når der skal sættes ind på mange fronter, er det også essentielt, at samarbejdet mellem boligorganisationer, kommuner samt politi og andre myndigheder fungerer optimalt.
- På den ene side er der lagt op til, at dette samarbejde skal intensiveres, men det er ærgerligt, at regeringen samtidig foreslår, at kommuner skal kunne tvinge udlejningsregler igennem over for en boligorganisation. Det er ikke fremmende for samarbejdet, siger BL-formanden.
Boligselskaberne er generelt glade for dele af regeringens plan for de udsatte boligområder, men er også bekymrede for, om der lægges op til en forskelsbehandling af borgere alene på grundlag af deres adresse.
- Vi skal undgå, at man indfører en lovgivning, som på den ene eller anden måde rummer en negativ forskelsbehandling af de mennesker, som har adresse i bestemte boligområder. Der skal gælde ens regler for alle borgere, hvad enten de bor i Gentofte eller Gellerup, siger Bent Madsen.
BL-formanden giver også udtryk for bekymring over de dele af regeringsudspillet, hvor der er lagt op til økonomiske sanktioner over for de svageste familier. BL er direkte imod ordninger, der vil gøre de fattigste endnu mere ressourcesvage.
- Der er flere steder i regeringens forslag, hvor man vil ændre familiers adfærd ved at straffe dem økonomisk. Vi vil meget advare imod, at man vil gøre de fattigste fattigere. I de økonomisk mest pressede familier går den slags ud over børnene, og så opnår man præcis den modsatte effekt af, hvad hensigten er. Er der ikke råd til at sende knægten til fodbold, hvor går han så hen i stedet? spørger Bent Madsen.
Og så håber BK iøvrigt, at det snart er ovre med de politiske markeringer, så arbejdet med at løse problemer kan komme i gang:
- Nu har regeringen og Folketingets øvrige partier haft lejlighed til at markere sig politisk. Nu er tiden kommet til, at politikerne på Christiansborg trækker i arbejdstøjet og sætter sig sammen for at finde praktiske løsninger på konkrete problemer. Der skal hverken føres værdikamp eller valgkampagne på skuldrene af beboerne i de udsatte boligområder, slutter BL-formand Bent Madsen.
mou
Foto: Stefan Kai Nielsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.