dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Københavns Kommune

Borgmester holdt bryllups­reception på tværs af reglerne

Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) lånte rådhushallen til sin bryllupsreception og slap efter uskrevne regler for at betale de 65.000 kr., det normalt koster at leje lokalet

KØBENHAVN: En reception 26. august med 300 gæster i anledning af beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslevs (R) bryllup har fundet sted efter regler, der tilsyneladende ikke er nedfældet nogen steder.

Brudeparret sparede de 65.000 kr., som det normalt koster at leje rådhushallen til et dagsarrangement. Og det er i strid med kommunens egne regler, vurderer to forvaltningseksperter over for BT.

Sekretariatschef Flemming Dubgaard oplyser ifølge Ekstra Bladet, at de nedskrevne regler for de folkevalgtes brug af kommunens lokaler ikke gælder ved lige præcis bryllupsreceptioner.

Her gælder derimod uskrevne regler, så de 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen gratis kan bruge rådhushallen i dagevis, hvis de altså ønsker at holde deres bryllupsreception på Københavns Rådhus, forklarer han.

Ifølge Flemming Dubgaard 'udspringer' det særlige privilegium af en 'mangeårig administrativ praksis, som på nuværende tidspunkt ikke er kodificeret'.

En praksis, der begyndte i 2012. Ifølge Flemming Dubgaard har også andre medlemmer af Borgerrepræsentationen holdt helt tilsvarende bryllupsreceptioner på rådhuset.

BT oplyser i den sammenhæng, at der i retningslinjer, der blev godkendt af Borgerrepræsentationen i 2011, blandt andet står: 'Kommunen må ikke stille lokaler vederlagsfrit til rådighed til private eller partipolitiske arrangementer'.

Intet referat
To forvaltningseksperter vurderer over for BT, at Københavns Kommunes egne regler er overtrådt: lektor Sten Bønsing fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet og professor Bent Greve fra Roskilde Universitet.

Den administrative praksis stammer ifølge Flemming Dubgaard fra en drøftelse blandt gruppeformændene tilbage i 2012 - aftalt mellem gruppeformændene, men der foreligger hverken et referat eller andet på skrift, som dokumenterer beslutningen, skriver BT.

Selv skriver Anna Mee Allerslev på sin Facebook-profil:

'Vi har selvfølgelig fulgt alle de regler, der er vedtaget af gruppeformandskredsen i Borgerrepræsentationen. Inden beslutningen dobbelttjekkede jeg med Borgerrepræsentationens sekretariat, og de bekræftede, at vi måtte holde vores reception på Rådhuset, når vi dækkede alle omkostninger selv. Vi har selvfølgelig betalt for alle afholdte timer til bordopsætning, opdækning, servering, rengøring og opvask i alt 23028,75 kr. og har desuden selv bestilt og betalt forplejningen udefra.'

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/borgmester-holdt-bryllups-reception-pa-tvaers-af-reglerne

GDPR