
DRAGØR / ØSTDANMARK: Kenneth Gøtterup (K) vil gerne fortsætte som borgmester i Dragør og genopstiller derfor som sit partis borgmesterkandidat, men derudover stiller han også op til regionsrådsvalget i den nye Region Østdanmark. Det oplyser han ifølge Dragør Nyt i en pressemeddelelse.
"I Dragør har vi en del på spil i forhold til regionen. Det er blandt andet bevarelsen af Amager Hospital, så vi har et nærhospital på Amager," lyder det fra borgmesteren, som også nævner ambulancebetjening, gymnasiepladser og mulig lukning af en buslinje som lokale udfordringer, som regionsrådet bestemmer over.
"Dragør og Amager kan hurtigt blive glemt og komme i klemme i en så stor region," mener Kenneth Gøtterup, som bliver nummer 12 på De Konservatives liste.
Det er sjældent, at en borgmester også går efter en plads i et regionsråd. P.t. er Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) eneste siddende borgmester, som også sidder i et regionsråd, hvorimod der er en lang tradition for, at tidligere borgmestre ønsker at fortsætte deres karriere i regions- og tidligere amtspolitik.
Benedikte Kiær brugte også behovet for en stærk lokal stemme som argument, da hun stillede op til Region Hovedstaden i november 2021. Hun meddelte for et par måneder siden, at hun ikke genopstiller til regionsrådet, men fremover går efter at varetage kommunens interesser i det nordsjællandske sundhedsråd.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.