
LÆSØ: Sagen om tidligere kommunaldirektørs skur på Læsø får nu også konsekvenser for borgmester Karsten Nielsen (V). Han trækker sig som spidskandidat til KV21. Det oplyser Læsø Venstrevælgerforening i en pressemeddelelse ifølge Nordjyske.
Borgmesteren bremsede i sommer en politianmeldelse af den nu tidligere kommunaldirektør Peter Pietras, da han ønskede at finde en løsning udenom ordensmagten, efter at kommunaldirektøren ikke havde revet et skur ned, som han ellers var blevet bedt om af kommunen.
Tidligere på ugen fortalte borgmesteren til DK Nyt, at han var usikker på, om han havde brudt reglerne i sin behandling af sagen. Nu bliver konsekvensen altså, at Venstres nye spidskandidat på Læsø hedder Tobias Birch Johansen, der er viceborgmester.
”Af respekt for valgresultatet for Venstre ved det kommende kommunalvalg har Karsten Nielsen valgt at trække sig som spidskandidat. Tobias Birch Johansen stiller sig til rådighed som ny spidskandidat, og en enig bestyrelse stiller sig bag Tobias. Der redegøres yderligere for sagen på Venstres medlemsmøde på mandag," lyder det i pressemeddelelsen.
- Jeg trækker mig, fordi det er mig, der får skylden for hele sagen, og jeg kan ikke leve med, at Venstre ikke stiller med det stærkeste hold til kommunalvalget, siger Karsten Nielsen til Nordjyske.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.