
Af Nanna Lodberg Theut & Camilla Boyhus Madsen
Flere borgmestre er gået ind i debatten på Agora om, hvorvidt betalingsringen skal til afstemning. De er overvejende enige om, at den ikke skal til afstemning, men af forskellige årsager.
Betalingsringen var et af de forslag, som en ny regering gik til valg på. I løbet af valgperioden luftede både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti idéen om at sende betalingsringen til folkeafstemning. Forslaget om betalingsringen indgår i de forhandlinger, som S, SF og de radikale i disse dage fører om et nyt regeringsgrundlag.
Borgmester: Folkeafstemning er useriøs
På AGORA fremhæver flere borgmestre problemer ved at sende forslaget til folkeafstemning. Rødovres borgmester, Erik Nielsen S), mener, at det er mangel på respekt for danskernes valg at kræve en folkeafstemning og påpeger desuden:
- De næste fire år bliver et sandt cirkus, hvis den nye, borgerlige opposition fortsætter med at kræve alle de initiativer, de er uenige i, til folkeafstemning. Det er en useriøs arbejdsform, som vi ikke har tradition for i Danmark.
Borgmestrene er overordnet enige om, at en folkeafstemning ikke er en løsning, men derimod opfordrer Herlev Kommunes borgmester, Kjeld Hansen (S), i stedet Christiansborgpolitikerne til at høre flest mulige parter og indgå en bredt funderet aftale om en betalingsring:
- Løsningen skal realiseres i et fællesskab i Hovedstadsregionen og ikke i en lukket politisk forhandling på Christiansborg.
Hvem skal stemme?
Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp (S), påpeger, at skulle en folkeafstemning blive en realitet, rejser det næste spørgsmål sig:
- Hvem skal stemme? Er det hele Danmark eller kun København og omegn? Det bliver aldrig retfærdigt.
Hvidovres borgmester, Milton Graff Pedersen (S), fremhæver, at der tidligere er blevet taget store beslutninger på trafikområdet uden folkeafstemninger og rejser også tvivl om, hvorvidt afstemningen i så fald kalder på national eller regional deltagelse:
- Storebæltsbro og Øresundsbro var heller ikke til folkeafstemning. Som Hvidovreborger kunne jeg da ikke drømme om at kræve folkeafstemning om medindflydelse på fx sygehusplacering i Vestjylland.
Hvorvidt en folkeafstemning kommer på tale, afhænger dog også af, om grundloven tillader det. Flere eksperter fremlagde i den forgangne uge argumenter for, at en afstemning om en betalingsring ville stride imod paragraf 42, der foreskriver at skatter og afgifter ikke kan sendes til afstemning.
Deltag i debatten her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.