
VIBORG: Mette Nielsen (S), som har været byrådsmedlem i Viborg i 18 år, får ikke lov at genopstille ved KV25. Et flertal på generalforsamlingen torsdag aften besluttede, at hun ikke kommer på kandidatlisten, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Mette Nielsen har været en fremtrædende figur i den socialdemokratiske gruppe i mange år med flere udvalgsformandsposter, ligesom hun har været sit partis folketingskandidat både i 2019 og 2022.
Både før KV21 og i dette forår har hun kandideret til at blive sit partis borgmesterkandidat, men begge gange tabt - i 2020 til Niels Dueholm med stemmerne 267-135, i dette forår til Anders Bertel med stemmerne 244-69. Det store nederlag i den seneste urafstemning kom, på trods af at hun havde støtte fra et flertal i byrådsgruppen.
Støtten omfattede dog ikke Mads Panny, som efter KV21 blev gruppeformand og skulle forsøge at forlige fløjene i partiet, som i årevis har været i strid med hinanden. I februar 2023 kastede han håndklædet i ringen og overlod gruppeformandsposten til Mette Nielsen. Hun har siden vægret sig mod at afgive posten - også efter at Anders Bertel blev valgt som borgmesterkandidat.
Massivt flertal imod Mette Nielsen
Torsdag aften stod Mads Panny ifølge Viborg Stifts Folkeblad bag en mistillidsdagsorden mod Mette Nielsen, hvilket fik hende og knap 20 støtter til at udvandre fra generalforsamlingen. Derpå kom hendes kandidatur til afstemning, og 89 ønskede hende ikke på listen, mens seks stemmer var blanke, og en enkelt stemte for.
Mette Nielsen siger til TV Midtvest, at hun mener, hun blev udsat for et kup, og at hun ikke fik lov at forsvare sig. Det var årsagen til, at hun udvandrede.
Hun og tre partifæller i byrådet vil ifølge Viborg Stifts Folkeblad mandag på et pressemøde fortælle om deres fremtidige virke i byrådet. Udover Mette Nielsen er det Birgith Langballe, Birthe Harritz og Marianne Aaris Andersen.
Udover dem er de øvrige medlemmer af gruppen Anders Bertel, Mads Panny samt Eva Pinnerup. Tidligere var også Martin Sanderhoff medlem af S-gruppen, men han meldte sig ud af partiet i april og blev løsgænger. Han har sammen med gruppen, som holder pressemøde på mandag, stået bag Mette Nielsen i kampen om borgmesterkandidaturet.
Allerede i dag har Claus Pedersen, formand for partiforeningen i Møldrup, som havde indstillet Mette Nielsen, nedlagt sit hverv som formand. Han kalder i avisen torsdag aftens begivenheder for "karaktermord for åbent tæppe".
Opdateret 11.45 med oplysninger om pressemødet på mandag. KV21 rettet til KV25.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.