
MIDTJYLLAND: Der er opstået fornyet politisk pres for, at der bliver ryddet op ved Høfde 42 ved Harboøre Tange, hvor 110 ton gift fra Cheminova stadig ligger begravet ikke langt fra Vesterhavet, skriver Information.
Både lokale kræfter, SF og Enhedslisten øjner nemlig en ny mulighed for at få gjort noget ved den gamle forurening, efter at Cheminova i september blev solgt til en udenlandsk kapitalfond for 10,4 mia. kr., hvilket efterlod et større beløb til at finansiere dele af oprydningen.
- Vi står med en unik mulighed for at få fjernet en skamplet på Danmarks miljøpolitiske historie, hvor ikke bare Cheminova, men også staten har dumpet gift, siger SF's miljøordfører, Lisbeth Bech Poulsen, til Information.
Regionens ansvar
Cheminova blev fritaget for økonomisk ansvar tilbage i 1987, og i dag er giftgrunden regionens ansvar. Region Midtjylland har dog kun 20 mio. kr. om året til området - langt fra de 250 millioner, som oprydningen skønnes at koste.
Men for nylig luftede hovedaktionær i Cheminova, Aarhus Universitets Forskningsfond, muligheden for at bidrage med en del af beløbet. Det ville ifølge Danmarks Naturfredningsforening kun være rimeligt.
- Vi opfordrer Aarhus Universitet til at tage et etisk samfundsansvar for forureningen. Det skal ske ved at afsætte en betragtelig del af fondens forskningsmidler til en styrket forskning og udvikling inden for oprensning af netop denne type af store jordforureninger med særligt farlige stoffer, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.
Minister: Glædeligt signal
SF og Enhedslisten forsøgte forgæves at få afsat midler i forbindelse med finansloven. Miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der fredag besøger området, siger til Information:
- Ansvarsfordelingen på området er meget klar: Det er regionernes ansvar, og vi giver dem samlet set 400 millioner om året til opgaven. Men det er en dyr forureningssag, så at der er kommet et signal fra universitetet om, at man påtænker at bidrage, er glædeligt.
Kraftige storme har tidligere blotlagt giftdepotet, og kritikerne mener, at oprydningen ikke kan vente til 2019, hvor regioner og staten skal lægge en plan for forurening, der truer overfladevandet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.