Kommunerne har ofte den tætteste kontakt med borgere, foreningsliv og virksomheder, og som minimum bør lokalpolitikere og kommuner arbejde med grøn omstilling og klimahandling på 14 områder, lyder det fra den grønne tænketank Concito i en pressemeddelelse.
Kommunernes lokale forankring stiller dem i en unik position for dialog med borgerne, civilsamfund og erhvervsliv om klimaomstillingen.
- Vores 14 minimumskrav til de klimaambitiøse kommuner er et indspark i kommunalvalgkampen, og vælgerne kan jo spørge deres politikere om, hvad der sker på disse områder - og holde dem op på det efter valget. Det er et godt sted at starte en samtale om konkret klimahandling i kommunerne, siger direktør i Concito Christian Ibsen.
Kravene berører store dele af den kommunale virkelighed
De 14 minimumskrav dækker alt fra udfasning af olie og naturgas og etablering af markant mere vind- og solenergi til grønne indkøb i kommunerne, uddannelse af fremtidens grønne generationer i skolerne, opkvalificering af arbejdskraften og elektrificering af transporten.
- Kommunerne køber varer og tjenester for knap 100 mia. kr. årligt. Ved at stille de rigtige klimakrav til leverandørerne kan de aktivere en kæmpe muskel, der kan flytte både forbrugere og produktion i en grøn retning. Det er bare ét eksempel på, at der er masser af råderum for kommunerne, siger Christian Ibsen.
Som ejere af forsyningsselskaber står kommunerne også med nøglen til at sikre en endnu grønnere energiforsyning hos borgere og virksomheder. Her drejer det sig om at omstille alle husholdninger fra gas og olie og få kraftigt reduceret brugen af biomasse i fjernevarmesystemet.
Mange kommuner har klimaplaner
Et stort flertal af kommunerne er i regi af DK2020 projektet i fuld gang med at lave klimaplaner og 20 er allerede færdige og videre til implementeringen. En nødvendig og ambitiøs klimapolitik i kræver politisk lederskab og opbakning i kommunalbestyrelserne i hele landet.
- Nu kommer kommunerne ind i en kritisk fase med implementering af planerne. Det kommer til at medføre forandringer for mange, og her er det vigtigt, at de lokale politikere står fast og sætter konkrete mål og handlinger i gang.
- Samtidig har kommunerne også en opgave i hele tiden at påvirke staten for at få bedre rammer - f.eks. udtagning af lavbundsjorde, udrulning af infrastruktur til elbiler og som noget helt afgørende: et prissignal om en CO2-afgift, siger Christian Ibsen.
Concito's 14 bud på vigtige kommunale indsatser er:
- Klare mål for grønne og klimarigtige indkøb
- Markant mindre biomasse
- Fuldt tryk på elektrificering af transporten
- Planlæg for grøn mobilitet
- Markant mere vind og sol - hvor det giver mening
- Fangst og lagring af CO2
- Energirenovering og bæredygtige bygninger
- Udfasning af olie og naturgas
- Klima som rygrad i den fysiske planlægning
- Uddannelse af fremtidens grønne generationer
- Klimatilpasning med naturkvalitet og biodiversitet
- Samarbejde med landbrug om klima
- En plan for ambitiøs mobilisering af borgere og partnerskaber med virksomheder
- Klima i alle forvaltninger, i alle beslutninger og alle budgetforhandlinger
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.