Sundhedsvæsnet skal have hjemmel til at prioritere hårdere, hvis coronavirusset spreder sig. Nye lovforslag vil betyde, at almindelige patienter i hvert fald for en tid kan vinke farvel til garantier om udredning, behandling og/eller forebyggelse, skriver Jysk Fynske Medier.
Ifølge Jysk Fynske Mediers oplysninger har der på det seneste på myndighedsniveau været diskuteret, hvornår det vil blive nødvendigt at sætte de lovbundne behandlings- og udredningsgarantier ud af spil, så sygehuse i hvert fald i en periode ikke skal udrede og undersøge alle henviste patienter inden for 30 dage for eksempel.
Ifølge professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen og sundhedsjurist Kent Kristensen, begge Syddansk Universitet, er en suspendering af patientgarantier den eneste vej, Folketinget kan gå, hvis den vil sætte sundhedsvæsenet mere fri til at prioritere coronaramte over andre patienter.
- Det er på behandlings- og udredningsgarantierne, man kan give sygehusene mere frihed til at prioritere. Almindelig prioritering foregår allerede i dag, hvor de kan aflyse planlagte operationer og så videre. Det kræver ingen ny og særlig lovhjemmel. Men det betyder også, at man vil komme i en række dilemmaer. Er det mindre vigtigt at have fået kræft end at have fået alvorlig corona? Personligt er jeg slet ikke i tvivl - det er værst med kræft, men det vil være som at vælge mellem pest eller kolera. Der er ikke noget korrekt svar på et dilemma, siger Kjeld Møller Pedersen til Jysk Fynske Medier.
Ikke luft nok til nødberedskab
Sundhedsjurist Kent Kristensen påpeger, at det danske sundhedsvæsen ikke har noget nødberedskab, fordi det er trimmet og effektiviseret i en grad, hvor der ikke er frie kræfter til en nødsituation.
- Når man forsøger at definere et nødberedskab - under faglige konflikter for eksempel - viser det sig, at det er lig med normalberedskabet. Om et stykke tid kan vi ikke længere inddæmme smitten, og så er det eneste fornuftige at gøre os klar til pandemi, hvor store dele af befolkningen er smittet på tværs geografi og landegrænser. Og måden at skabe ledig kapacitet på er at prioritere på en måde, som ikke er mulig uden lovændringer. Når en opgave er lovbunden, har man ikke ret til at prioritere anderledes - coronavirus eller ej - for så bryder man simpelthen loven. Og de mekanismer lægger beslag på ressourcer, som man lige nu måske kan bruge bedre, siger Kent Kristensen.
Kent Kristensen nævner, at en lavthængende frugt er midlertidigt at droppe de nationale screeningsundersøgelser som brystkræftundersøgelser af alle kvinder mellem 50 og 69 år.
- Hvis man ikke tilbyder det til alle hvert andet år, bryder man loven, som situationen er lige nu. Men det vil kunne frigøre personale og udstyr til at håndtere coronavirus, hvis man suspenderer mammografiscreeninger i bare to måneder. Så vil der gå 26 måneder mellem, at kvinder bliver screenet i stedet for 24. Det er et spørgsmål om en prioritering mellem en lille risiko for en marginalt højere dødelighed for brystkræft for eksempel og at frigive mandetimer til behandling af patienter med akutte symptomer på coronavirus, siger han.
Intet er endeligt endnu
Statsministeriet har ikke ønsket at konkretisere over for Jysk Fynske Medier, hvad det præcis er for en lovgivning, som skal hastegennemføres for at gøre sundhedsvæsnet bedre i stand til at prioritere kræfter over i coronasmitten, men henviser til Sundhedsministeriet. Sundhedsministeriet henviser videre til Justitsministeriet, som ikke vil kommentere sagen. Sundhedsstyrelsen er ikke vendt tilbage på Jysk Fynske Mediers henvendelse.
Mette Frederiksen informerede sent mandag aften Folketingets partiers ledelser om emnet, og ifølge Jysk Fynske Mediers oplysninger blev det også diskuteret på et møde i Folketingets sundhedsudvalg tirsdag eftermiddag. Det ønsker udvalgets formand Jane Heitmann (V) dog ikke at bekræfte. Hun siger blot:
- Vi drøftede coronavirus og forskellige scenarier. Vi bliver løbende indkaldt til orienteringsmøder med regeringen og har møde igen i morgen (onsdag, red.). Vi er opmærksomme på, hvilke initiativer vi kan tage for at sikre, at der er sundhedspersonale nok.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.