Nye rejsevejledninger og grænselempelser betyder, at der fra 27. juni kan rejses til og fra visse lande i EU og Schengenområdet samt Storbritannien, oplyser Udenrigsministeriet.
- Vi kan nu lempe rejsevejledningerne på en måde, som gør, at vi kan åbne op for det meste af Europa og gå fra orange til gul i rejsevejledningerne, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Modellen vil fastsætte nogle objektive kriterier. Blandt andet om et lavt antal smittede. Det vil fremover være afgørende for, hvilke af landene der åbnes op for, lyder det.
Siden 13. marts har Udenrigsministeriet som udgangspunkt frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet. Fra mandag i denne uge blev Tyskland, Norge og Island dog taget ud af den ligning.
Rejsevejledningerne er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.
De specifikke detaljer i modellen kendes ikke endnu, men fast står det ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S), at det i første omgang betyder, at Sverige og Portugal fortsat er lukkede lande. For Sverige kan der dog være særlige regler, som betyder, at der åbnes for dele af Sverige. Eksempelvis Øresundsregionen.
20 smittede per 100.000 er grænsen
25. juni kommer der en liste over åbne- og karantænelande. Ud fra de valgte kriterier kan Udenrigsministeriet oplyse, at langt de fleste lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien vil blive åbne lande.
For at være 'åbent' skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge. Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til 'karantæneland', være ved 30 smittede pr. 100.000 indbyggere.
Kofod siger, at der endnu ikke er en model på plads for lande uden for Europa:
- Når det gælder tredjelande uden for Europa, så taler vi om 160 lande, hvor pandemien fortsat hærger. Mig bekendt er der ikke nogen europæiske lande, der har fremlagt en model for tredjelande, siger Kofod.
En række partier har den seneste tid presset regeringen for at lempe de danske rejserestriktioner.
- Vi forstår godt, at der er et stort ønske om afklaring i forhold til at rejse. Derfor har vi i dag præsenteret en model, som bygger på objektive kriterier fra sundhedsmyndighederne. Det betyder, at man automatisk kan åbne op eller lukke, alt efter om landene lever op til kriterierne, siger Kofod.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.