
Det 'skaber et forkert billede', når kritikere skyder med skarpt mod et regeringsudspil, der giver mulighed for at bruge mere tvang mod psykisk syge på bosteder. Sådan lyder det nu fra formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), i forhandlingerne om en ny type bosteder for psykisk syge med udadreagerende adfærd og misbrug:
- Hvad er alternativet til det her? Det er, at man ikke gør noget og bare fortsætter med bind for øjnene, og det vil være en katastrofe. Man er gået ned i de sædvanlige positioner, og det er lidt ærgerligt, siger Bent Hansen.
Det seneste, der er kommet ud fra forhandlingerne, er, at regeringen vil etableres nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger for de ca. 150 patienter, der i dag lever frit på et bosted. Forhandlingerne har stået på den seneste måned, og særligt brugen af tvang og muligheden for at låse beboere inde i kortere perioder, deler vandene.
Selv internt i Danske Regioner har der vist sig uenighed, da Sophie Hæstorp Andersen i forrige uge gik i rette med formandskabet og det udpegede fokus på brugen af tvang. Hun mener nemlig, at regionerne allerede råder over den type bosteder, som denne gruppe borgere har behov for - og der anvendes slet ikke tvang.
Også 'pårørendeforeningerne kritiserer
I denne uge mødte regeringens udspil så også kritik fra pårørendeforeningen Bedre Psykiatri og Landsforeningen Sind, og det får nu Bent Hansen til at pege på, at der ikke er noget nyt i udspillet, for de foreslåede foranstaltninger findes allerede i psykiatriloven i dag.
- Disse omkring 150 mennesker på landsplan udgør en særlig udfordring. At sørge for, at folk får deres medicin, og ikke kan skade andre, og at folk kommer ud af deres misbrug - hvis det er tvang, kan jeg godt gå ind for det, siger Bent Hansen.
Han tilføjer, at den ny praksis også kan holde narkohandlere ude. I dag kan pushere angiveligt vandre ind og ud af de socialpsykiatriske bosteder, som de vil. Og personalet kan intet stille op, fordi det ikke er lovligt at låse dørene.
Regionernes formand mener ikke, som Dansk Psykiatrisk Selskab tidligere i dag anbefalede, at flere pladser i hospitalspsykiatrien er løsningen.
- At komme tilbage til den psykiatri, hvor vi har borgere indlagt i årevis - det passer ikke med, at de mennesker gerne vil ud af deres misbrug og ind i en stabil periode og leve deres eget liv, siger regionsformanden.
Forslaget om at tillade mere tvang stammer oprindeligt fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) og socialminister Karen Ellemann (V), og er en reaktion på, at fem medarbejdere på landets bosteder er blevet dræbt af psykisk syge beboere inden for de seneste fire år.
mfa / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.