
Tirsdag fremlagde regeringen anden og sidste del af den tiårige psykiatriplan, som et bredt flertal i Folketinget vedtog tilbage i 2022.
Et af forslagene er oprettelsen af specialiserede ADHD- og autismeklinikker, der skal sikre en mere målrettet udredning og behandling, og som skal fungere som mere fremskudte tilbud.
Men forslaget har langt fra mødt entydig opbakning. Tværtimod har idéen om særskilte klinikker vakt kritik fra flere sider.
Blandt andre mener Jacob Klærke (SF), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner, at klinikkerne kun vil bidrage til et yderligere broget behandlingsbillede.
- Det vil kun skabe mere forvirring. Og det kradser lidt hos mig, der ellers er meget enig i, at vi bestemt skal styrke indsatsen for mennesker med ADHD og autisme, siger han til DK Nyt og supplerer:
- Generelt arbejder vi med at skabe større sammenhæng, og vi ved allerede nu, at det kan være udfordrende at finde rundt i, hvor man skal henvende sig. Derfor nytter det ifølge mig ikke at oprette endnu et tilbud.
Jakob Klærke er ikke alene om sin kritik. Også Lægeforeningens formand Camilla Rathcke skriver på X, at ADHD- og autismeklinikker er "den forkerte vej at gå", og at der ikke er "behov for mere opdeling i psykiatrien, men behov for at løfte samlet kapacitet".
Risikerer at presse børne- og ungepsykiatrien
Jacob Klærke advarer desuden om, at de nye klinikker risikerer at blive bemandet med medarbejdere, der i dag arbejder i PPR eller børne- og ungepsykiatrien – områder, der i forvejen er hårdt ramt af mangel på personale.
- Jeg har ikke hørt om en løsning, hvor man bemander dem med nyt personale.
Helt konkret peger han på, at kræfterne i stedet bør bruges på at styrke de eksisterende tilbud, som fx PPR og den indsats, der foregår ude på skolerne.
De områder mangler i dag både ressourcer og kapacitet, særligt fordi børne- og ungepsykiatrien er under hårdt pres.
- På den måde kan man skabe en større sammenhæng og et mere forpligtende forløb mellem kommunerne og psykiatrien. Her vil et varigt løft gøre en reel forskel, men vi har ikke brug endnu et parallelt tilbud, lyder det fra formanden for Psykiatri- og Socialudvalget.
Han er også bekymret for, at det nye tilbud risikerer at blive for specialiseret.
- Med et så smalt tilbud risikerer man at komme til at fejl- eller overdiagnosticere, da der kan være flere ting der følger med både autisme- og ADHD, siger han.
- Med en hammer er alle brugere søm.
Nye ADHD- og autisme klinikker
- Regeringen vil styrke udredning og behandling for ADHD og autisme i nye klinikker, som skal give mere målrettede og specialiserede indsatser.
-
I regeringens udspil skal der sættes 170 mio. kr. årligt af til disse ambulante ADHD- og autismeklinikker, når de er fuldt indfaset i 2029.
- De nye tilbud skal sikre mere ensartet kvalitet i både udredning og behandling på tværs af landet og større sammenhæng til indsatser tæt på borgeren.
- De nye tilbud skal udbredes til hele landet, og de skal drives af regionerne.
- Der skal inddrages forskellige faggrupper i arbejdet.
- Ambitionen er, at klinikkerne skal aflaste den mest specialiserede del af sygehuspsykiatrien, som i endnu højere grad kan fokusere på de mest komplekse patienter.
- Du kan læse mere om tankerne bag de nye ADHD- og autisme klinikker i regeringens udspil til en samlet ti-årsplan her.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.