
Efter forskellige meldinger i går, onsdag, er det nu officielt, at startskuddet til verdens største cykelløb lyder den 2. juli i København i 2021. Det står klart efter et pressemøde, hvor blandt andre kronprinsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og tour-direktør Christian Prudhomme løftede sløret for den danske del af ruten.
De tre første etaper kommer i 2021 til at foregå på dansk grund 2.-4. juli, og de kommer igennem mange danske kommuner - fra København til Sønderborg. Først med en enkeltstart forbi nogle af Københavns seværdigheder, derefter en etape over Sjælland og Fyn med sidevindskørsel på Storebæltsbroen og til sidst en etape fra Vejle til Sønderborg.
Frank Jensen indledte pressemødet og kunne stolt meddele, at København bliver startby i 2021.
- Vi er så klar. Danmark er en cykelnation, og cykling er en del af vores hverdag, sagde han.
Statministeren var glad for, at gårsdagens meldinger ikke var fake news, og at der ikke skulle slettes flere tweets:
- Vi bekræfter endnu et dansk eventyr i dag. Det var ikke fake news - ikke flere tweets skal slettes. Muligheden faldt ikke fra himlen, det er resultatet af et stort arbejde. Det er det mest ikoniske cykelløb nogensinde, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Kommuner har allerede afsat pengene
Sønderborg bliver målby for den sidste danske etape, og det vækker stor glæde.
- Det er en fantastisk nyhed. Tour de France bliver set af millioner af mennesker i hele verden, og det er en unik mulighed for at vise Danmark og Sønderborg frem fra den bedste side. Hvis vi skal vise udviklingen og fremdriften i kommunen på nationalt og internationalt plan, er det essentielt, at vi tør satse på store projekter som Touren. Det her kommer til at sætte Sønderborg på verdenskortet, siger borgmester Erik Lauritzen (S).
Sønderborg Kommunes indskud i interessentskabet er ti mio. kr., som allerede er reserveret i budgettet for 2021.
Roskilde lægger asfalt til 2. etape. Byrådet besluttede i maj 2017 at bruge fem mio. kr. at forsøge at få starten til Roskilde, og det lykkedes altså. Derudover forventer kommunen omkostninger i forbindelse med afholdelse på mellem tre og fem mio. kr. Penge, som ifølge bormester Joy Mogensen (S) er givet godt ud.
- Det er en unik mulighed for at vise verden vores fantastisk natur, kulturarv og fællesskab med vikingeskibsmuseet, domkirken og festivalens Orange Scene. Kulturliv, turisme og forretninger vil nyde godt af opmærksomheden længe efter, feltet har forladt byen, siger borgmesteren.
Ifølge DR bruger Københavns Kommune godt 25 mio. kr. på cykelløbet. Region Syddanmark har afsat en ramme på fem mio. kr. til medfinansiering af Tour de France-værtskabet.
Flere eksperter og kommentatorer kalder det noget af det største i dansk sportshistorie nogensinde, og den franske tour-ledelse har ad flere omgange besøgt Danmark og vurderet de danske tour-muligheder. Danmark bliver den nordligste start nogensinde i Tour de France, som tidligere er startet udenfor Frankrig flere gange. Løbet bliver forlænget med en dag og starter en fredag i stedet for den sædvanlige lørdag, så der bliver en tidlig hviledag, og karavanen kan nå tilbage til Frankrig.
Det er et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner, som har skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om den danske start i 2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.