dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Valgaftenen ved KV21 i Bjergmarkshallen i Holbæk.
Thomas Borberg, Ritzau Scanpix

De store partier blev favoriseret af valgsystemet - også ved KV21

To professorer har nu sammenlignet valgresultatet udregnet efter den nuværende d'Hondtske metode med den alternative - Sainte Laguë’s - i samtlige 98 kommuner. De mindre partier havde klaret sig bedre, hvis det var den, der gjaldt.
10. AUG 2023 12.00

To professorer, som argumenterer for et mere retfærdigt valgsystem, er nu færdige med at efterbearbejde stemmetal og mandatfordelinger i alle 98 kommuner fra KV21. Og endnu en gang viser der sig forskelle, der ville tilgodese de mindre partier, hvis man havde brugt en anden måde at beregne mandater ud fra.

Det er professor emeritus Jørgen Elklit og professor Ulrik Kjær, som også efter KV17 kunne påvise mærkbare forskydninger, når de sammenlignede den nuværende d'Hondtske metode med den alternative - Sainte Laguë’s - i samtlige 98 kommuner.

Dengang kunne de blandt andet konstatere, at Alternativet, som dengang kom ind i 15 kommuner, ville have fået plads i hele 42 kommuner med en - efter deres opfattelse - mere retfærdig beregning, og Nye Borgerlige, som dengang blot fik et mandat, i Hillerød, ville have fået plads i 13 kommuner.

I februar 2022 bad daværende indenrigsminister Kaare Dybvad (S) de to professorer - efter et spørgsmål fra EL, SF og R - om at gå hele dynen igennem igen: Hvordan ville valgresultatet være faldet ud i alle kommuner med den anden valgmetode. Og det er det arbejde, de nu er færdige med.

Med Sainte Laguë’s metode havde Liberal Alliance fået 18 og ikke ni mandater i landets kommunalbestyrelser. Nye Borgerlige ville have fået 92 fremfor 65 mandater, Dansk Folkeparti 111 i stedet for 90 og Enhedslisten 128 i stedet for 114. Se beregningen for alle partierne i tabellen, hvor det fremgår, at d’Hondts metode er en fordel for de store kommunale partier som Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti. 

    d'Hondt Sainte-Laguë
A Socialdemokratiet 755  719
B De Radikale  94  108
C De Konservative 404  372
D Nye Borgerlige  65  92
F SF 168 171
G Veganerpartiet    0    0
I Liberal Alliance    9   18
K Kristendemokraterne   11   16
O Dansk Folkeparti   90   111
S Slesvigsk Parti   10    11
V Venstre 620  579
Ø Enhedslisten  114  128
Å Alternativet    5     7
  Andre   91  104
  Total  2.436 2.436


Ved begge metoder har Kjær og Elklit også udregnet, hvordan tallene ville været faldet ud, hvis ikke der var noget, der hed valgforbund. 

Rent teknisk går d'Hondts metode ud på at bruge en række divisorer 1, 2, 3, 4 osv., når det skal udregnes, hvorden stemmetallene skal omregnes til mandater.

Sainte Laguë’s divisorer er derimod 1, 3, 5, 7, osv., som efter de tos mening giver en mere matematisk retfærdig mandatfordeling.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/de-store-partier-blev-favoriseret-af-valgsystemet-ogsaa-ved-kv21

GDPR