Demokratikommission 2.0 er et nyt samarbejde mellem fem fonde, der har som mål at bygge bro mellem politikere og borgere, og som nu vil udvikle nye veje for at styrke demokratiet via bl.a. vidensdeling, dialog og repræsentation.
Det skriver Tænketanken Mandag Morgen, der realiserer projektet i samarbejde med de fem bevilgende fonde: Trygfonden, Østifterne, Realdania, Landsbyggefonden og Tuborgfondet.
- Demokratiets udfordring er ikke, at borgerne er ligeglade, eller at vi ikke påskønner vores politiske institutioner. Men mange har mistet tilliden til politikerne, og alt for mange oplever, at de og deres problemer ikke bliver taget alvorligt, siger projektejer og strategidirektør i tænketanken Lisbeth Knudsen.
- Demokratikommission 2.0 skal udvikle nye demokratiske greb, hvor borgernes erfaringer og ønsker faktisk gør en forskel – og hvor politikere får bedre mulighed for at repræsentere befolkningen. Vi prøver at genopbygge en demokratisk bro til fremtiden mellem borgerne og politikerne, tilføjer hun.
Åben platform
Demokratikommission 2.0 organiseres som en åben partnerplatform, hvor kommuner, civilsamfund, forskningsmiljøer, medier, unge og politiske aktører inviteres til at deltage aktivt.
Det fælles er ønsket om at styrke demokratiets repræsentative kraft gennem mere reel inddragelse, bedre beslutningsgrundlag og større sammenhæng mellem politik og hverdagsliv.
Kommissionen vil derfor arbejde med nye demokratiske formater, der går videre end traditionelle høringer og dialogmøder.
Pseudo og reel indflydelse
Nye politiske mødesteder, demokratiske laboratorier og digitale eksperimenter skal være med til at udvikle den politiske handlekraft og demokratiske legitimitet.
Der vil her være særligt fokus på børn og unge som medudviklere af demokratiets fremtidige former. Samarbejdsparterne i kommissionen mener nemlig ikke, at de klassiske politiske formater matcher børn og unges måde at deltage på.
- Alt for mange unge oplever, at demokratiet foregår langt væk fra deres hverdag og i højere luftlag. Demokratikommission 2.0 handler om at vende det på hovedet, siger sekretariatsleder iTuborgfondet Ole Buch Rahbek og tilføjer:
- Unge og lokale fællesskaber skal gennem konkrete eksperimenter arbejde med nye måder til reel indflydelse. For når unge får mulighed for faktisk at påvirke beslutninger, er det vores erfaring, at både engagement, tillid og ansvarsfølelse vokser.
Projektet lanceres tirsdag og onsdag denne uge og løber frem til 2027.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












