Hver uge frem til folketingsvalget bringer dknyt portrætter af politiske profiler, der enten stopper i Folketinget eller står på tærsklen til måske at blive nyvalgt. I denne uge Peter Kofod Poulsen (DF).
Hvad fik dig til at gå ind i politik?
- Jeg begyndte at interessere mig for udlændingepolitik i 2005, men jeg var 14 år dengang og kunne ikke stemme, så i stedet meldte jeg mig ind i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) for at gøre et stykke arbejde ad den vej.
Hvad er din politiske mærkesag/hovedinteresse?
- Udlændingepolitik er det vigtigste. Det er vigtigt for mig at få genindført grænsekontrollen, men jeg interesserer mig også for retspolitik, og for socialpolitik som jeg arbejder med som socialudvalgsformand i Haderslev.
Hvad er din største styrke som politiker?
- Udholdenhed. Jeg har tid til at vente på de gode resultater. Vi skal nok nå hele valgprogrammet igennem.
Hvad er din værste svaghed som politiker?
- Jeg er et følelsesmenneske, det kan godt være en svaghed en gang imellem. Det jeg går op i politisk, er også det jeg brænder for som person.
Hvad fik dig til at beslutte at stille op som folketingskandidat?
- Jeg vil gerne være med til at sætte ting på dagsordenen. Der mangler sønderjysk indflydelse i Folketinget. Der mangler nogen, der vil sætte grænsekontrol på dagsordenen.
Hvem har du til at hjælpe dig? Hvor stor en organisation står bag dig i valgkampen?
- Jeg har en rigtig god partiforening i Aabenraa, og jeg har DFU. Desuden har jeg venner, ja endda gode venner, der står klar til at hjælpe. Så kan man ikke forlange mere.
Hvor mange penge bruger du på din kampagne, og hvor kommer de fra?
- Jeg har ikke gjort det op endnu, men det bliver vel en 40.000 kr. i alt. Jeg har hverken snabelen i kassen hos fagbevægelsen eller erhvervslivet, så jeg klarer mig med det partikassen stiller til rådighed, og hvad jeg selv spæder til med.
Hvad kan personen Peter Kofod Poulsen bidrage med som folketingsmedlem, hvis han bliver valgt ind?
- Et stort engagement. Jeg vil møde ind tidligt og gå hjem sent og lægge en masse arbejde i det.
Hvad er din hovedinteresse ud over politik?
- Ornitologi. Jeg er fuglekikker. Det er en interesse der byder på store oplevelser og fantastiske farver at se, efterhånden som man lærer fuglene at kende. Jeg interesserer mig mest for rovfugle - da jeg var dreng havde vi røde glenter i nærheden af mit barndomshjem, de var et flot syn.
Blå bog
Peter Kofod Poulsen
Opstillet i Aabenraakredsen for Dansk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds
Byrådsmedlem og socialudvalgsformand Haderslev 2014, regionsrådsmedlem Region Syddanmark 2014, DFU-formand 2015
25 år, lærerstuderende, forventet færdiguddannet denne sommer
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














