
MARIAGERFJORD: Når udvalget for teknik og miljø i Mariagerfjord Kommune - på Venstres foranledning - skal vælge ny formand på mandag, og det samme skal ske i udvalget for kultur og fritid på onsdag i næste uge, så sker det med juraen i orden.
Når Venstre foreslår valg af nye udvalgsformænd i stedet for henholdsvis Jørgen Hammer Sørensen (DF) og Jens-Henrik Kirk (K), så sker det med henvisning til Kommunestyrelseslovens § 22 stk. 1, hvor der står, at udvalgene selv vælger deres formand.
I de respektive udvalg kommer forslagene om "Valg af formand" fra et Venstremedlem i udvalget. Og i indstillingerne til begge udvalgsmøder, fremhæver forvaltningen i sagsfremstillingen, at loven ikke indeholder nogle bestemmelser om udvalgsformandens funktionsperiode og skriver bl.a.: Ethvert medlem af et stående udvalg kan indbringe forslag om formandsskifte til udvalgsbehandling.
- Ethvert udvalg kan til enhver tid beslutte, at nu vil de have en ny formand, bekræfter også kommunalforsker og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch over for Nordjyske.
Langvarig strid
Striden mellem borgmesterpartiet Venstre og partierne fra konstitueringsaftalen, K, DF og Nye Borgerlige, der gjorde Mogens Jespersen (V) til borgmester igen, skyldes ifølge borgmesteren mange sager - også fra sidste periode. "Vi troede, at det blev bedre. Det gjorde det så ikke", sagde Mogens Jespersen torsdag til Nordjyske.
Senest en uenighed om en handleplan til at reducere et budgetunderskud, hvor de tre mindre partier gik til pressen med et ændringsforslag. Partierne erkendte efterfølgende, at det var en fejl at gå til pressen, men Jørgen Hammer Sørensen mener, at det er at gå for vidt, når borgmesteren vil fratage to partier udvalgsformandsposterne. Selvom juraen er i orden får det konsekvenser for byrådssamarbejdet.
- Det sker meget sjældent. Normalt sidder man hele valgperioden. Det gør man jo, fordi man laver en konstitueringsaftale efter valget. Det er ikke uden betydning, når formænd væltes. Det udløser en masse ballade. Politikerne, der bliver skubbet ud, bliver meget utilfredse og vrede over det, siger kommunalforsker Roger Buch.
Når juraen ikke er i orden
Ballade om formandsposter var der fx også i Randers Kommune i 2015, hvor tre udvalgsformænd blev afsat, og hvor et byrådsflertal argumenterede med, at man ville reorganisere udvalgsstrukturen.
Hvordan en kommune har organiseret sine udvalg fremgår af den styrelsesvedtægt, der bekræftes i forbindelse med en konstituering. I Randers blev der altså ændret på styrelsesvedtægten, og de fjernede udvalgsformænd stævnede kommunen med påstand om, at de var blevet fjernet af politiske årsager.
Som tidligere omtalt i DK Nyt gav Retten i Randers de forhenværende udvalgsformænd medhold og fastslog at: "ændringen i kommunens styrelsesvedtægt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder var begrundet i uvedkommende hensyn, og at ændringen dermed var ugyldig".
Retten lagde vægt på, at en visionsplan, offentliggjort før ændringen af styrelsesvedtægten, viste, at flertallet ønskede en omkonstituering for at kunne besætte udvalgsformandsposterne med personer, der i hovedtrækkene var enige i flertallets førte politik.
Når Venstre i Mariagerfjord nu vil udskifte formandsposterne i to udvalg, så er der ikke tale om ændring af kommunens styrelsesvedtægt. Der ændres nemlig ikke på antallet og arten af udvalg. Og som nævnt henviser Venstre også alene til den overordnede kommunernes styrelseslov, når partiet foreslår nyvalg af formandsposterne i de to udvalg.
- Det (at skifte udvalgsformand, red.) er ren politik. I modsætning til at ændre udvalgsstrukturen, hvor man skal have en saglig begrundelse. Det skal man ikke ved formandsvalg, siger Roger Buch til Nordjyske.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.