Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, skriver i en mail til Ritzau, at partiet allerede mandag vil tilbagebetale over 950.000 kr., som partiet har modtaget i støtte fra MELD og FELD.
Dermed følger han opfordringen fra partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, der har gennemgået samtlige støttebevillinger fra 2012 til 2015.
- Det skal jeg som formand være den første til at beklage, er nødvendigt. Vi har ikke levet op til vore egne standarder, skriver Thulesen Dahl til Ritzau.
Dybt spadestik
Kristian Thulesen Dahl understreger, at man formentlig godt kan argumentere for, at nogle af partiets aktiviteter er blevet støtte efter reglerne. Alligevel mener han, at det er rigtigst at skære igennem.
- Dansk Folkepartis vælgere og medlemmer kan ikke længere have tvivlen hængende om, hvorvidt der har været aktiviteter, som godt kunne eller ikke burde være afholdt af og betalt af MELD og FELD. Derfor tager vi så dybt et spadestik, som vi gør, og betaler alt tilbage, siger Kristian Thulesen Dahl.
Løsagtig omgang
Anders Vistisen indstiller til partiets ledelse, at man betaler helt præcis 955.210,38 kr. tilbage til EU. Det svarer til hele den støtte, partiet har modtaget fra MELD og FELD-fondene i årene 2012-2015, som er de år, hvor partiet har modtaget tilskud fra fondene.
- Der har været en løsagtig omgang med formalia i MELD og FELD. Det indtryk, der har bredt sig i offentligheden, hvor der er tegnet et billede af rod, sjusk og lemfældig administration, har i mit gennemgang vist sig at være et gennemgående problem, fastslår Anders Vistisen.
- Jeg håber, at danskerne vil tage imod min uforbeholdne undskyldning for, at vi ikke har levet op til hverken de formelle eller de moralske standarder, som man med rette kunne have forventet af os. Det har ikke været godt nok, og det beklager jeg dybt, udtaler Anders Vistisen.
Dansk Folkeparti har i forvejen i juni tilbagebetalt 1,6 mio. kr., som blev brugt til politiske kampagner i strid med reglerne, og i november sidste år betalte man 120.700 tilbage for en skonnert, som i 2013 blev brugt under kommunalvalgkampen.
Selv om Dansk Folkeparti betaler alle støttekroner tilbage, fortsætter EU's anstisvindelenhed, Olaf sin egen undersøgelse af udbetalingerne fra MELD og FELD, skriver Ritzau.
Se en oversigt over samtlige udgifter, Dansk Folkeparti har fået dækket via FELD og MELD.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.