
Det mener organisationen DJØF, som peger på at SKAT står overfor at tvangsflytte op til 300 medarbejdere til ubesatte stillinger på skattecentre i Hjørring, Ribe og Ringkøbing.
I et brev til Folketingets Skatteudvalg og Kommunaludvalg skriver DJØF, at de ansatte er blevet stillet to garantier, som nu bliver brudt. For det første er der i aftalen om statens overtagelse af skatteopgaven stillet garanti for, at nedskæringer i personalet kun sker ved naturlig afgang. Samtidig har politikerne lovet medarbejdere at de "tilbydes gode udviklende arbejdspladser med samme jobsikkerhed som i dag".
Begge garantier vil efter DJØFs mening blive brudt, hvis skatteministeren vælger at gennemtrumfe en tvangsflytning af 300 medarbejdere.
I Jyllands-Posten den 15. februar meddelte skatteminister Kristian Jensen (V) at medarbejdere, som siger nej til uansøgt forflyttelse ? f.eks. medarbejdere som siger nej til at flytte fra den ene ende af landet til den anden - kan betragte sig som fyret.
- Trusler om afskedigelse, hvis der siges nej til uansøgt forflyttelse , harmonerer ikke med et princip om, at personaletilpasninger gennemføres ved naturlig afgang.
- Hvis borgernes tilfredshed og den gode borgerbetjening skal højnes , forudsætter det , at der er kvalificerede og engagerede medarbejdere til at udføre opgaverne. Det er DJØFs vurdering , at dette vanskeligt kan opnås ved tvangsforflyttelser, skriver DJØF i brevet til folketingspolitikerne.
SKAT har mistet 300 medarbejdere
DJØF anfører også, at skattecentrene faktisk står og mangler 300 medarbejdere, i forhold til bemandingen på de kommunale skatteforvaltninger.
I bemærkningerne til skatteforvaltningsloven skønnes det, at der vil være en naturlig afgang af medarbejdere på 185 årsværk i 4. kvartal 2005 stigende til ca. 500 årsværk i 2008.
Samtidig fremgår det af et svar fra skatteministeren til skatteudvalget, at der blev overført 300 færre årsværk ved fusionen, end der var forudsat i DUT-aftalen mellem Regeringen og KL.
- Ud fra en umiddelbar betragtning burde det derfor være muligt at nyrekruttere til de ca. 300 ubesatte stillinger i Hjørring, Ribe og Ringkøbing, skriver DJØF.
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.