
Når der den 18. november bliver afholdt kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark har Enhedslisten forhåbninger om at indtage den danske hovedstad, siger politisk ordfører Pelle Dragsted (EL) forud for partiets årsmøde i København, der begynder lørdag.
- Jeg oplever en enorm optimisme og gåpåmod, ikke mindst i forhold til det kommunalvalg vi står over for, hvor vi blandt andet har den klare plan, at Enhedslisten som det største parti i København skal sætte sig for enden af bordet med overborgmesterposten.
- Men hvor vi også håber på at få fremgang mange andre steder i landet, siger han.
Enhedslisten har endnu ikke haft en borgmesterpost i nogen af landets 98 kommuner, når man ser bort fra diverse fagborgmestre.
Størst i København
Enhedslisten blev det største parti i Københavns Kommune ved det seneste kommunalvalg i 2021, hvor partiet satte sig på 24,6 procent af stemmerne og fik 15 af de 55 pladser i Københavns Borgerrepræsentation.
Partiets spidskandidat, Line Barfod, blev alligevel ikke overborgmester. Den post gik i stedet til socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen.
Ifølge politisk kommentator hos Altinget Erik Holstein kan det endnu en gang blive vanskeligt for Enhedslisten at få Line Barfod som overborgmester.
- Det er ikke vildt sandsynligt. De skal være rigtig heldige, kortene skal fordele sig virkelig fordelagtigt for dem.
- Så skal de blive markant større end SF. Men hvis Enhedslisten får en tredjedel af stemmerne, så kan de blive umulige at komme uden om, siger han.
Erik Holstein mener, at det mest sandsynlige scenarie er, at kampen om overborgmesterposten i København kommer til at stå mellem SF's Sisse Marie Welling og socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil.
Uden om S
Pelle Dragsted holder fast i, at det er realistisk at se Line Barfod som overborgmester.
- Hun er troværdig, hårdtarbejdende, folk har tillid til hende, og hun kan finde ud af at samarbejde med alle partier på rådhuset på en transparent og demokratisk måde, siger han.
Line Barfod fik Enhedslisten med i Københavns Kommunes budgetaftale for 2023. Det var en aftale, der blev indgået uden om Socialdemokratiet, men med deltagelse af blandt andet Liberal Alliance, Venstre og De Konservative.
Erik Holstein mener, at det vil være at gå skridtet videre, hvis de borgerlige partier i det traditionelt røde København skal pege på Line Barfod.
- Dels er der noget ren symbolik i det. Tanken om, at De Konservative og Venstre skal pege på en fra Enhedslisten som overborgmester, det vil være for syret for deres vælgere.
- Og så ligger der reelle uenigheder i forhold til kommunalpolitik. Blandt andet om Lynetteholmen og om den politik, Enhedslisten har om parkering i København. Dér ligger de borgerlige partier mere på linje med Socialdemokratiet, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.