Torsdag forlod formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), Finansministeriet i vrede. Parterne stod så langt fra hinanden, at han ikke troede på en aftale om regionernes økonomi.
Dknyt snakkede med finansministeren kort efter forhandlingerne torsdag.
- Mobiltelefonen er opfundet, hvis de kommer på bedre tanker, sagde han.
Og den har åbenbart været i brug.
Danske Regioner har lørdag først på eftermiddagen indgået en ny aftale med regeringen om regionernes økonomi for 2010.
Aftalen betyder, at regionerne får tilført 1,8 milliarder kroner ekstra til driften af sundhedsvæsenet i 2010 samt 300 millioner kroner til at finansiere de øgede udgifter, når det udvidede frie sygehusvalg genindføres den 1. juli 2009
- Der er tale om en meget stram økonomisk aftale for sundhedsvæsenet, der ikke giver plads til de store armbevægelser. De snævre økonomiske rammer, som regeringen lagde ned over forhandlingerne, gjorde det meget svært at nå frem til en aftale. Men jeg er tilfreds med, at vi alligevel til sidst nåede i mål, og har vist ansvarlighed i en krisetid, siger Bent Hansen.
Han peger på, at der med aftalen venter sygehusvæsenet nogle store udfordringer i det kommende år.
- Vi skal på en og samme tid håndtere flere behandlinger, nye pakkeforløb på hjerteområdet samt fortsætte det ressourcekrævende arbejde med pakkeforløbene på kræftområdet samtidig med, at det skal ske inden for en snæver økonomisk ramme. Det stiller store krav til alle om at få mest mulig sundhed for pengene, siger Bent Hansen.
Snævre rammer
Aftalen ligger også snævre rammer ned over mulighederne for at vedligeholde og modernisere de eksisterende sygehuse. I aftalen med regeringen er der afsat 1,75 milliarder kroner til nye anlægsinvesteringer samt givet en lånemulighed på 200 millioner kroner til nyt apparatur. Dertil kommer, at der i aftalen også afsættes 200 millioner kroner til enestuer på de psykiatriske afdelinger, 50 millioner kroner til retspsykiatrien samt afsættes 1 milliard kroner i anlægsrammen, som skal bruges til at medfinansiere opførelsen af nye sygehuse.
Tilfreds minister
Finansminister Claus Hjort Frederiksen glæder sig over aftalen:
- Det er en god aftale - både for patienterne og landets økonomi. Aftalen sikrer fortsatte forbedringer og nye behandlinger i sundhedsvæsenet. Samtidig stiller aftalen krav om, at ressourcerne bruges så effektivt som muligt, så patienterne kan få den bedste behandling. Det er også glædeligt, at vi har kunnet sikre et løft til udbygning og modernisering af de fysiske rammer i psykiatrien, siger Claus Hjort Frederiksen.
cgt/tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.