AARHUS: På trods af tidligere ulovlig praksis har Aarhus Kommune valgt at fortsætte de kunstfaglige råd. Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) har i den forbindelse udpeget 11 nye rådgivere ud af hele 149 ansøgere. Rådgiverne er fordelt på de tre råd: Kunstrådet, Billedkunstrådet og Musikrådet.
- Der har været en del opmærksomhed om Aarhus Kommunes brug af kunstfaglig rådgivning hen over efteråret. Aarhus Byråd holder fast i vigtigheden af stærk og kompetent kunstfaglig rådgivning i uddelingen af kunststøtte. Derfor er det også virkelig glædeligt, at så mange stærke profiler har vist interesse for at påtage sig hvervet, har rådmanden udtalt i en pressemeddelelse.
Udfordringen med de kunstfaglige råd ligger i, at rådgiverne er blevet aflønnet for deres arbejde, men det har kommunen ikke haft hjemmel til, og derfor har dette været ulovligt.
Rådene har ligeledes haft den fulde beslutningskompentece til at fordele kommunens kunstpuljemidler, men denne opgave flyttes til rådmanden.
"I den nye model vil Aarhus Kommune gå fra at have udpegede kunstfaglige råd med fuldt delegeret kompetence til, at rådmanden engagerer kunstfaglige rådgivere i en række afgrænsede opgaver. Fra 2026 skal rådgiverne derfor indstille deres anbefalinger til rådmanden, som træffer den endelige beslutning om kunststøtte. Hvis rådmanden ønsker at fravige (dele af) den kunstfaglige rådgivning i forhold til udmøntning af puljerne, skal den pågældende sag for Byrådet efter forudgående drøftelse i Kulturudvalget," står der i et notat fra Kulturudvalget.
Kunstrådet rådgiver bl.a. ift. uddeling af Kulturudviklingspuljen og Puljen for Basistilskud. Billedkunstrådet rådgiver bl.a. ift. kunstindkøb, udsmykningsopgaver og ifm. kunst i det offentlige rum. Musikrådet rådgiver bl.a. ift. uddeling af Musikpuljen og Honorarstøtte samt udpegning af Regionale Spillesteder.
De nye rådgivere
Kunstrådet
Gunnar K. Madsen – tidligere leder af ROSA og direktør for SPOT Festival. Forperson; også medlem af musikrådet
Tanja Nellemann Kruse – billedkunstner, underviser og kurator. Også medlem af billedkunstrådet
Matilde Mørk – billedkunstner og kurator
Isabelle Reynaud – sceneinstruktør og kunstnerisk leder
Toke Broni Strandby – underviser og rådgiver ift. dans og performance
Lise Vandborg – redaktør og litterær konsulent.
Billedkunstrådet
Tanja Nellemann Kruse – billedkunstner, underviser og kurator. Forperson; også medlem af kunstrådet
Bjørn Kromann-Andersen – billedkunstner
Benjamin Asger Krog Møller – billedkunstner etc.
Musikrådet
Carsten Holm – radio-, podcast- og TV-vært. Forperson.
Gunnar K. Madsen – tidligere leder af ROSA og direktør for SPOT Festival. Også medlem af kunstrådet.
Christina Holm Dahl – klassisk sanger, podcastvært og arrangør.
Jens Mikkel Madsen – bassist, komponist, bandleder, underviser.
Kilde: Aarhus Kommune
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













