
Flere kommuner har op til morgendagens afstemning om EU-forbeholdet måtte efterlyse frivillige valgtilforordnede, og fx i København og Aarhus har kommunen skrevet direkte ud til tusindvis af borgere i e-Boks med opfordring til at melde sig, og det gjorde 2.800 personer i de to byer, skriver TV2 Østjylland.
- Vi har skrevet ud til 83.000 tilfældigt udvalgte aarhusianere, og vi er meget taknemmelige over, at 1.300 af dem har valgt at bruge en dag i demokratiets tjeneste, siger chefen for valgsekretariatet i Aarhus Lene Hartig Danielsen til kanalen.
I København røg der breve ud til over 171.000 borgere - i første omgang var der dog tale om en helt forkert opfordring i brevet med emnefeltet "Bliv frivillig ved Folkeafstemningen 1. juni". På grund af en fejl hos kommunens leverandør, KMD, blev der nemlig sendt en opfordring til at deltage i et forskningsprojekt for gravide.
- Vi håber, at modtagerne af brevet vil tage fejlen med et smil og i stedet melde sig som valgtilforordnede og give en dag til demokratiet. Vi har brug for hænder til folkeafstemningen – gravid eller ej, siger afslutter Aravni Jakobsen, der har ansvaret for afviklingen af folkeafstemningen i København.
Kommunalt ansatte på banen
Fredericia Kommune må omvendt beordre kommunalt ansatte på arbejde for at få alle valgbordene bemandet, skriver Fredericia Dagblad.
Ud af behovet for 196 tilforordnede meldte der sig i første omgang 140, så 50 ansatte nu må træde til. Kommunen havde som sædvanlig efterlyst tilforordnede i opslag bl.a. på ungdomsuddannelserne.
- De unge er meget interesserede, og de vil gerne tjene de 880 kroner, tjansen giver. Men det rækker ikke helt. Så vi har været rundt i kommunens organisation og trække folk ud for at sætte dem ind på de sidste pladser, siger valgtilforordnet i kommunen Tine Gellert.
Flere brevstemmer
I øvrigt bliver der måske generelt en smule mindre travlt på valgstederne, da antallet af brevstemmer ved dette valg er steget i de fire største kommuner København, Aarhus, Odense og Aalborg i forhold til valget om EU-forbeholdet i 2015, skriver Berlingske Tidende. For eksempel er antallet af brevstemmer i Aarhus ifølge TV2 Østjylland, 44 pct. højere end ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015.
Det stigende antal brevstemmer kan måske vidne om, at valgdeltagelsen denne gang bliver højere, siger Derek Beach, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Hans forskning viser, at flere end i 2015 finder afstemningen vigtig. Formentlig på grund af krigen i Ukraine og truslen fra Rusland.
- Måske kan det betyde, at vi kommer i nærheden af en stemmeprocent på 80. Men de mange brevstemmer kan også være udtryk for, at vælgerne vil gøre det nemt, siger Derek Beach til Berlingske Tidende.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.