

KØBENHAVN: De fem hovedstadskommuner bag det fælleskommunale affaldsselskab Amager Ressource Center (ARC) er efter længere tids uenighed landet på en plan, der skal rette op på selskabets stærkt vaklende økonomi, skriver Politiken.
Uden redningsplanen ville ARC have udsigt til et årligt underskud på omkring 100 mio. kr. i mange år frem, men nu åbner ejerkommunerne for, at ARC får lov til at øge sin import af affald og biomasse til forbrænding. En øget tilførsel kan udnytte ledig kapacitet i de nye ovne og bidrage til indtjeningen ved at sælge varme og strøm.
Med enigheden om genopretningsplanen opgiver Københavns Kommune sine hidtidige forsøg på at omdirigere affald fra naboselskabet Vestforbrænding, som Københavns Kommune også er medejer af sammen med 18 andre kommuner. Disse var afvisende overfor ideen, med mindre København udtrådte helt af ejerkredsen, og i givet fald skulle Københavns Kommune så kompensere økonomisk for Vestforbrændings manglende affaldsvolumen.
I stedet skal ARC nu overtage ansvaret for affaldsindsamlingen i København. Indsamlingen udføres af private firmaer efter udbud, med start fra nytår vil ARC begynde at overtage efterhånden som kontraktperioderne udløber frem til 2022. Overtagelsen vil få selskabets omsætning til at stige med 250 mio. kr. om året, og det gør det muligt at tage mere affald ind udefra på grund af en regel om, at mindst 80 pct. af selskabets omsætning skal stamme fra de fem ejerkommuner København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.