dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Kim Valentin i lygtepælene op til KV17.
Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Eks-borgmester stiler mod Folketinget - flere fra byråd er klar

Se de nyeste lokalpolitikere, der er på vej mod Folketinget - fra Ballerupkredsen, Svendborgkredsen, Esbjerg Omegnskredsen og Hillerødkredsen
16. OKT 2018 10.00

Borgmester i Gribskov fra 2014-2017 - og nuværende byrådsmedlem - Kim Valentin (V), der ved KV17 måtte se Anders Gerner Frost (nytgribskov) løbe med borgmesterkæden, er nu valgt som folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds, oplyser Frederiksborg Amts Avis.

Nærmere bestemt gælder det spidskandidaturet i Ballerupkredsen bestående af Ballerup og Glostrup kommuner og samtidig en plads på stemmesedlerne i Gentofte, Lyngby, Gladsaxe, Ballerup, Glostrup, Brøndby, Rødovre, Hvidovre, Taastrup, Herlev, Albertslund, Vallensbæk og Ishøj.

Øverst på liste V i Ballerupkredsen stod ved FV15 Morten Løkkegaard, der fik det andet kredsmandat - det første fik Karen Ellemann (V) - og brugte det frem til, at han i februar 2016 blev skiftet ind i Europaparlamentet i stedet for Ulla Tørnæs, der skulle hjem og være minister. Løkkegaard har i øvrigt stadig dobbeltmandat - som medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte.

De næste to på V-listen i storkredsen var tidligere Lyngby-Taarbæk-politiker Jakob Engel-Schmidt, der i Folketinget afløste Løkkegaard frem til oktober 2017, hvor han udtrådte efter en kokainsag og blev afløst af næste på listen, Mads Fuglede.

En tidligere nordsjællandsk borgmester som spids finder man til næste folketingsvalg også i Socialdemokratiet. Borgmester i Hillerød fra 2000-2007 Nick Hækkerup (S), der i forvejen sidder i Folketinget, er valgt som ny spids i Hillerødkredsen, der består af Hillerød og Gribskov kommuner.

Ved FV15 fik han det første kredsmandat i Nordsjællands Storkreds, hvor forhenværende minister Christine Antorini fik det næste - hun stiller så ikke op igen, efter hun i september i år droppede politik til fordel for et direktørjob på Life.

Længere nede i rækkerne er der også nye lokalpolitiske navne at spore i partiernes FV-opstillinger. Enhedslisten stiller i Esbjerg Omegnskredsen byrådsmedlem Sarah Nørris op for første gang. Nørris kom i byrådet i Esbjerg ved KV17 og sad i foregående periode i regionsrådet i Region Syddanmark.

I Fyns Storkreds gik et tillægsmandat ved FV15 til Svendborg-politikeren Dorthe Ullemose (DF), der fornylig har kundgjort, at hun fravælger arbejdspresset ved at have et dobbeltmandat og altså ikke genopstiller.

Svendborgkredsen rummer udover købstaden også Langeland, og herfra har byrådsmedlem Kim Welcher (DF) nu meldt ud, at han er klar til at blive partiets nye spids i kredsen. Storkredsen har i forvejen givet valg til DF-politikerne Jens Henrik Thulesen Dahl, Alex Ahrendtsen og Pernille Bendixen - og Svendborg-spidsen afgøres til december.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/eks-borgmester-stiler-mod-folketinget-flere-fra-byrd-er-klar

GDPR