Hvis danske kommuner vil styrke deres modstandsdygtighed over for cyberangreb, kræver det mere end gode intentioner. Det kræver konkret træning, målrettede øvelser og en tydelig ansvarsfordeling. Det var hovedbudskabet fra et enigt ekspertpanel på OffDig 2026 i Aarhus.
Panelet bestod af Lars Findsen, tidligere FE-chef og stifter af en tænketank med fokus på sikkerhed og forsvar, Sarah Aalborg, specialist i informationssikkerhed og Human Risk hos Secure by Choice, Klaus Wind, CISO i Københavns Kommune, og Michael Sjøberg, Head of Crisis Management & Ransomware Negotiations hos Delta Crisis Management.
Alt for få øver et angreb
En af de største udfordringer er manglende træning. Ifølge panelet er det kun et fåtal af organisationer, der reelt har øvet et cyberangreb. Konsekvensen er, at mange i praksis ikke ved, hvordan de skal reagere, når krisen rammer.
- Det er to procent, som har øvet et angreb. Folk ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op, siger Michael Sjøberg. Han understreger, at tallet bygger på de organisationer, han selv har arbejdet med, og at det derfor kan variere, men billedet er ifølge ham klart: Der øves for lidt.
Eksperterne peger på, at ansvaret i sidste ende ligger hos ledelsen. Der skal være klare planer og prioriteringer for, hvad der skal ske, hvis et angreb rammer. Det kræver en tydelig ledelsesstruktur og klare ansvarsplaceringer at komme i gang med øvelserne. Samtidig skal det være lettere at øve i praksis.
- Det skal forenkles, lyder Michael Sjøbergs klare opfordring fra scenen.
Kompleksiteten i både it-systemer og beredskaber gør det vanskeligt at reagere hurtigt og effektivt under et angreb. Derfor bør kommunerne arbejde målrettet med at gøre systemer og processer mere overskuelige.
Del erfaringer – også de svære
En anden central pointe fra scenen var behovet for større åbenhed om cyberangreb.
- Tal højt og åbent om angreb, udfordringer og del erfaringerne med hinanden, opfordrer Michael Sjøberg.
Ifølge ham holder mange organisationer stadig igen med at dele deres oplevelser – ofte fordi det opleves som pinligt at blive ramt. Men netop erfaringsdeling er afgørende, hvis kommunerne samlet set skal blive bedre rustet til fremtidige angreb.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

















