

FANØ: Erik Nørreby (V), som var borgmester på Fanø i 12 år fra 2006 til 2017, er igen valgt som sit partis borgmesterkandidat.
I november sidste år blev han ramt af en blodprop i hjertet og hjertestop, og det fik ham til at overveje, om det var tid til at forlade politik, fortalte han dengang til JydskeVestkysten. Men han er klar til endnu en omgang.
- En del har opfordret mig til at genopstille, og jeg er både fysisk og psykisk i meget bedre form nu end dengang. Men når man har prøvet at være død og blive genoplivet, så tænker man sig jo lidt om, siger den 64-årige politiker til DK Nyt.
- Hvis det bliver muligt, er jeg klar til at blive borgmester. Men det er ikke sådan, at jeg går og tripper og bliver skuffet, hvis det ikke lykkes, siger han.
Kendte navne
De primære bejlere til borgmesterposten på øen bliver dermed den siddende borgmester Frank Jensen (R), Erik Nørreby (V) samt De Konservatives Christian Lorenzen, som også er gammel kending som borgmesterkandidat.
Socialdemokratiet har derimod opgivet at finde en borgmesterkandidat og nøjes med at stille op til menige byrådspladser.
Fanø er kendt for at have et hårdt politisk debatklima. I januar i år gav Arbejdstilsynet et påbud om at forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø, og her blev en hård og uforsonlig tone blandt politikerne nævnt som et af problemerne. Også Socialdemokratiet har nævnt det hårde debatklima som årsag til, at det er svært at finde kandidater.
Sidste år blev det uforsonlige klima blandt andet tydeligt, da der blev indgået budgetforlig udenom borgmester Frank Jensen. I år er det dog lykkedes at lande et enigt budget.
En del af stridighederne begyndte efter KV17, da Kristine Kaas fra Fanø Lokalliste havde samlet flertal til at overtage borgmesterposten fra Erik Nørreby, men måtte se aftalen smuldre, da der i stedet dannede sig et flertal bag Alternativets Sofie Valbjørn.
Valbjørn, som blev Alternativets eneste borgmester, ønskede ikke at genopstille ved KV21 og angav blandt andet dårlig politisk kultur som årsag. I stedet bragede De Radikale, som ikke var i byrådet før, ind med fire mandater og erobrede borgmesterposten. Kun De Konservative stod uden for konstitueringen i 2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.