
Tre simple interventioner - afbrydelser - kan nedbringe unges forbrug af sociale medier og give dem mere kontrol. Det viser et nyt eksperiment af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Vi kommer med to forskellige konklusioner. Den ene konklusion handler om, at tre interventioner, der fungerer gennem en app, kan reducere de unges forbrug rigtig meget uden at begrænse dem, siger Andreas Maaløe Jespersen.
Han er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ekspert i forbrugeradfærd.
- Den anden handler om, hvordan unge bruger sociale medier i dag. Og her finder vi ud af, at der er et højt forbrug af sociale medier i skolen. Det er særligt på ungdomsuddannelserne, hvor 22 procent af dagen gik med at være aktiv på sociale medier.
Eksperimentet er udført blandt 269 unge mellem 13 og 17 år og stod på i seks uger, hvor man gennem en app registrerede målgruppens forbrug på sociale medier.
De unge blev opdelt i tre grupper, hvor de blev mødt af en de tre interventioner.
En af interventionerne var seks sekunders ventetid med en animation, der blokerede, før et medie kunne åbnes.
En anden gruppe skulle, hver gang de åbnede et socialt medie, sætte et tidsmål for, hvor længe de ville bruge på mediet.
Den tredje intervention gik ud på, at de hver femte gang, de åbnede et medie, blev bedt om at tage stilling til, hvorfor de gjorde det, og hvordan de havde det.
Eksperimentet viser, at de tre interventioner kunne reducere de unges daglige forbrug med op til 36 procent.
- Vi tvinger dem til at tænke sig om med interventionerne, så det går fra et ubevidst til et bevidst behov, siger Andreas Maaløe Jespersen.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, det et vigtigt værktøj, der kan være med til at "tæmme" de store tech-giganter.
- De store tech-giganter, de lever af andres afhængighed af dem. Og der er ingen tvivl om, at de spekulerer kynisk i at skabe en afhængighedskultur, fordi det er motoren i den maskine, der de senere år har betydet, at de sociale medieplatforme har tjent styrtende penge på os andre, siger erhvervsministeren.
Der findes en række apps, som kan levere forskellige former for små interventioner på mobiltelefonen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anbefaler, at man bruger en, der kan skabe en kort afbrydelse, give mulighed for at fortryde åbningen af et medie og kan hjælpe med at sætte en tidsgrænse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.