TV 2's regionale kanaler blev indrettet i en tid, hvor befolkningen samledes om flow-fjernsyn på bestemte tidspunkter. I dag er nyhedsudsendelserne altid tilgængelige på telefonen i lommen.
Den udvikling skal afspejles i de regionale TV-stationer, og derfor er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i gang med at forberede en reform. Nu har hans ekspertudvalg afleveret en rapport med anbefalinger til, hvordan kanaler som TV Midtvest, Kosmopol og Bornholm kan moderniseres.
- Det handler om, hvordan vi sikrer, at den publicistiske journalistik styrkes i en tid, hvor techplatforme og algoritmernes mørke har spist 70-80 procent af markedet, siger Jakob Engel-Schmidt med henvisning til det trængte annoncemarked for medier.
Tre modeller
Ekspertudvalget har skitseret tre forskellige scenarier.
Det ene vil omdanne de otte TV 2-regioner til 30 selvstændige, digitalt orienterede medier. Her vil man særligt tage livtag med den udfordring, at nogle af de regionale TV-kanaler spænder meget bredt geografisk.
Eksempelvis skal TV Øst både dække Gedser og Sjællands Odde, selv om der ikke nødvendigvis er den store genkendelighed blandt borgerne i de to udkanter af Sjælland.
En anden model vil samle al regional public service hos én leverandør, der leverer indhold til både TV 2 og DR's P4.
Den tredje model vil dele området øst for Storebælt op i fire regioner, så Sjælland og øerne kan dækkes mere lokalt. Det indebærer eksempelvis et selvstændigt medie til hver til det vestlige Sjælland, det nordlige, hovedstaden og Sydsjælland.
Ikke nedskæringer
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt varsler, at selv om der bliver lagt op til store ændringer, vil det ikke betyde nedskæringer.
Målsætningen er i stedet, at borgerne skal få mere solid journalistik.
- Min ambition er, at den publicistiske journalistik skal styrkes. Det betyder også, at medarbejderne på de regionale TV-stationer ikke skal være bange for at få færre kolleger, siger han.
Jakob Engel-Schmidt varsler, at han nu vil overveje forslagene, inden de skal udformes endeligt i de forhandlinger om en ny medieaftale, han vil indkalde Folketingets partier til i 2026.
- Det er tre forskellige forslag, som jeg må arbejde mig ned i. Og for mig er det for tidligt at tage stilling til, hvordan man skal skære den kage, siger han.
Rapporten kan læses her
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









