
FOLKETINGET: Enhedslisten er inviteret til forhandlinger i finansministeriet kl. 11. Det sker efter at regeringen her til morgen officielt meddelte, at den har opgivet at anlægge en betalingsring rundt om København.
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen udtrykker forud for mødet stærk skuffelse over regeringens beslutning:
- Det er tale om et kæmpesvigt fra regeringen. Det her betyder farvel til planerne om en omfattende udbygning af den kollektive trafik i hovedstadsområdet med letbaner fra f.eks. Rødovre, Gladsaxe og Brøndby. Og det er et farvel til mærkbare prisreduktioner på billetterne. Det er også et farvel til mange gode nye arbejdspladser.
- De to ud af tre københavnere, der bruger kollektiv trafik eller cykler, vil fortsat skulle udsættes for sundhedsskadelig luftforurening på vej til og fra arbejde. Regeringens grønne profil er svækket betydeligt efter denne her beslutning.
Johanne Schmidt-Nielsen oplyser, at Enhedslisten i forhandlingerne med regeringen vil slås for, at der findes yderligere midler til billigere og bedre kollektiv trafik, og at der tages nye initiativer for at bekæmpe trængsel og forurening i København.
- Selvom det er brandærgeligt, at regeringen har forkludret forløbet omkring betalingsringen, har vi ikke tænkt os at sætte os i et hjørne med armene over kors. Det er afgørende at vi holder regeringen fast på, at der skal gøres noget ved trængsel og miljøproblemerne. Kommissionen skal ikke være en syltekrukke.
- Vi vil også møde op med en række forslag til, hvordan der kan findes yderligere midler til kollektiv trafik, og til hvordan vi får mest kollektiv trafik for de penge som vi finder.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.