Firmaet Søndergaard El, der er blevet anklaget for medvirken til svindel med midler i Forsvarets Ejendomsstyrelse, afviser beskyldningerne. Det gør selskabet fra Holstebro i en pressemeddelelse.
- Søndergaard El er meget villig til at samarbejde med eventuelt politi og myndigheder og vil selvfølgelig gerne fremvise alle vores fakturaer og øvrigt regnskab til dokumentation, skriver selskabet i meddelelsen.
Reaktionen fra Søndergaard El følger, efter at det torsdag kom frem, at to medarbejdere ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er blevet politianmeldt.
En whistleblower, der i otte måneder har været ansat som økonomiansvarlig i Søndergaard El, mener, at der var en mistænkelig regnskabspraksis i selskabet, når det handlede med Forsvarets Ejendomsstyrelse. Forsvarets Ejendomsstyrelse betalte ofte meget mere for en ydelse, end den egentlig kostede.
De overskydende midler blev stående i selskabet som en slags liste, der kunne bruges til at købe ting som eksempelvis dyre lamper, pizzaovn og vingaver.
- Listen er blevet brugt til, at de kunne få udført almindelig el-arbejde som udskiftning af belysning, udskiftning af hvidevarer og så videre. De har også selv bestilt varer som eksempelvis lamper, pizzaovn og andre hvidevarer til deres køkken på kasernen, drone til inspicering af tagfladerne på kasernerne, palleløfter og foldekasser til deres lager.
- Men Søndergaard El har aldrig leveret nogen af varerne til privatpersoner ved Forsvaret. Varerne er altid enten leveret ved forsvaret eller afhentet af forsvarets folk på vores firmaadresse, skriver Søndergaard El i meddelelsen.
Revisor fyret
Revisionsfirmaet BDO i Brønderslev har ifølge TV2 mandag fyret en revisor, som har stået for revisionen af regnskabet hos Søndergaard El.
Ifølge BDO reagerede revisoren ikke på whistleblowerens informationer, hvilket er årsag til fyringen. Whistlebloweren mener, at direktøren i Søndergaard El, Brian Søndergaard, blandt andet har modtaget vingaver fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Det afvises imidlertid af direktøren.
- Søndergaard El har aldrig fået personlige gaver eller andet af forsvaret. Søndergaard El har aldrig fået nogen ekstra gevinst ud af samarbejdet med Forsvaret, står der i meddelelsen.
Forsvarets Ejendomsstyrelse er med et budget på knap to mia. kr. ansvarlig for alle Forsvarets bygge- og anlægsprojekter samt driften af alle Forsvarets bygninger.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.