"Hip hurra, det' mit fjerde valg,
det er den bedste dag,
det' mit kram, mit kald,
jeg er fra Taasinge af,
sig nu pænt goddag til mig."
Sådan lyder første vers i en valgvideo fra Henrik Nielsen (K) i Svendborg, som har givet ham en del opmærksomhed.
Desværre for ham også fra Keld Heick. Han har skrevet sangen "Hip hurra, det' min fødselsdag" sammen med Tommy Seebach, og hverken han eller Seebachs efterkommere har givet lov til, at Henrik Nielsen må bruge den, skriver Fyns Amts Avis.
- Den skal ikke bruges politisk, uanset hvem det er, eller hvor meget de vil betale. Det skal den ikke, siger Keld Heick til avisen, som også skriver, at Henrik Nielsen nu har fjernet videoen fra de sociale medier. DK Nyt har dog uden problemer fundet den på YouTube:
Valgkamp på en smal bro
Hvis man hedder Smalbro til efternavn, hvor hænger man så bedst sin valgplakat op?
Det spørgsmål har Venstres borgmesterkandidat i Hjørring, Søren Smalbro, og hans kampagnefolk stillet sig selv. Og svaret er nærliggende:
De har fundet plads til en valgplakat lige bagved et skilt, der advarer om en smal bro forude, skriver Nordjyske.
Bar overkrop revet væk
Andre steder er det ikke placeringen, men selve valgplakaten, der får opmærksomhed. Det gælder blandt andre NB-kandidat Malte Jäger fra Kerteminde. Han poserer nemlig med et solidt flex og i bar overkrop. Men det har nu betydet, at han har fået stjålet op mod 50 valgplakater, skriver TV2 Fyn.
Den 19-årige har hængt omkring 50 plakater op, så det kan altså være svært at finde en i Kertemindes lygtepæle for tiden, men han har ikke tænkt sig at hænge nye op.
- Målet var jo at få en masse omtale, så jeg kunne snakke om politik. Det har jeg opnået. Det er gået fantastisk. Jeg håber, at folk nu ser mine facebookopslag og ser mig i kandidattesten og derfra stemmer på mig, siger Malte Jäger.
ak / ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.