En uundgåelig beslutning, nogen skulle bare træffe den

KØBENHAVN: Det var uundgåeligt, at den nu forhenværende overborgmester Frank Jensens (S) selvforskyldte metoo-problemer måtte ende med en klassisk "min person skal ikke stå i vejen"-løsning, og det var da også præcis, hvad den gjorde på plænen ved Islands Brygge, der lagde uderum til det skafot, hvor offeret skulle bringes.

"Jeg var glad i aftes", begyndte han, men allerede i tonefaldet varslede han det efterfølgende "men". I de mellemliggende 12 timer havde han, som han sagde, "sovet på det", dog ikke hele tiden. Der har også været tid til signalmodtagelse.

Et af signalerne kom fra Frank Jensens partiformand. Hun ville "gerne gøre det klart, at der ikke er truffet nogen konklusion i sagen om Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København", skrev Mette Frederiksen til flere medier. På dagens pressemøde udtrykte Frank Jensen det således, at han havde indset, at hans sager ville forhindre ham i at føre både den daglige politik og den valgkamp, der er lige på trapperne forud for KV21.

Hensynet til KV21

København har været socialdemokratisk ledet siden 1903, og det skal også fortsætte efter KV21, sagde han og lod dermed indirekte forstå, at han ikke ville være den, der satte det over styr.

Han insisterede på, at det var hans egen beslutning at gå, og det kan såmænd gerne være. Men en beslutning truffet på det bagtæppe, at ellers skulle andre nok træffe den for ham.

På plænen på Islands Brygge tog bogstaveligt ingen fra den forsamlede presse sig af de opmalede firkanters afgænsning af corona-korrekt tilstedeværelse, men selvom en politipatrulje passerede to gange, var der ikke optræk til, at området ville blive lukket. Det eneste, der blev lukket, var Frank Jensens tid i politik, meget apropos også som afledt effekt af manglende respekt for ellers alment anerkendte grænser.

Kærligheden til partiet

Foruden at opregne de opnåede resultater i hans overborgmestertid, hvoraf, kunne man forstå, Lynetteholmen var det enkeltprojekt, han ærgrede sig mest over ikke at kunne følge længere på vej, mindede Frank Jensen også om, hvordan han overhovedet var havnet på Københavns Rådhus. Nemlig ved, at han efter at have meldt sig ud af politik første gang, var blevet lokket tilbage af Helle Thorning-Schmidt.

Partiet havde brug for ham til at samle stafetten op efter Ritt Bjerregaard, og selv om han egentlig ikke ville, så sagde han alligevel ja. "Jeg elsker Socialdemokratiet", sagde han på plænen ved Islands Brygge, og kærligheden rakte altså også til at give slip.

Stadig med det bagtæppe at hvis ikke, så skulle andre nok have gjort det for ham. Den københavnske DSU-lokalformand Cecilie Sværke Priess varskoede allerede efter den tillidsafstemning, som overborgmesteren var så glad for, at det sidste ord ikke var sagt i den sag.

Politisk pres virker

At det blev Frank Jensen selv, der sagde det, slog ingen skår i hendes tilfredshed med udfaldet. "I dag har vi bevist, at det HAR konsekvenser - også for en overborgmester - ikke at være sin magt og dermed sit ansvar bevidst", skrev hun på Twitter.

"Den rigtige beslutning", supplerede Mette Frederiksen på Facebook. Frank Jensens politiske fortjenester må dog ikke blive glemt, skrev hun også, blot for straks efter at vende tilbage til "nogle personlige forhold", der blokerede for "et fortsat politisk engagement".

For snart syv år siden blev der som udløber af Farum-sagen indført en regel om, at borgmestre kan afsættes, hvis 90 pct. af et byråd finder, at borgmesteren ikke er ”værdig til den agtelse og tillid, som hvervet forudsætter”. Reglen har aldrig været i brug. Politisk pres er fortsat det mest effektive.