
VORDINGBORG: Der har de seneste år været stille om planerne for Aquapark Møn, der nu - fire år efter det første udviklingsprojekt så dagens lys i 2015 - er barslet med en masterplan.
Den gamle sukkerfabrik skal laves om til feriecenter med boliger, vandland og hotel. Og dermed lægger den sig i rækken af kystnære ferieprojekter, der i 2015 blev udpeget til at blive realiseret - og som ville få nye muligheder for at kunne slipe for diverse restriktioner som fredninger og byggelinjer i kystområderne. Nogle er droppet - andre er godt på vej til at blive til noget.
- Det første spadestik skal vi have i 2021, og så åbner vi 2022, siger Bent Lykke, der er direktør for Sukkerfabrikken A/S, til TV2 Øst.
- Dybest set er hele sukkerfabrikken jo bygget kvalitetsmæssigt enormt godt. Men det er også en stor bygningsmasse i en by som Stege – og at finde en anvendelse for bygningerne til andet end turisme er nok svært at forestille sig. Så det handler også om at bevare kulturarv i et område, hvor landbrug og sukkerproduktion er vigtig, siger Bent Lykke til Politiken.
Projektet, som samlet anslås at koste 700-800 mio. kr. eksklusiv moms, rummer ifølge avisen også planer om et hotel i en af de gamle fabriksbygninger. Ifølge Bent Lykke har en hoteloperatør underskrevet et såkaldt letter of intent - en hensigtserklæring, men der mangler stadig en investor til selve byggeriet.
Forvaltningen i Vordingborg Kommune er i gang med at udarbejde en lokalplan, og i en helhedsplan for Stege udarbejdet i 2016 nævner kommunen projektet.
I det oprindelige projekt, som regeringen udpegede for fire år siden, var skitseret feriehusbåde i vandet. Nu gælder det ferieboliger ud i vandet, som stadig mangler en dispensation fra Kystdirektoratet.
Etape 1: Ferieboliger, oplevelsescenter og hotel (forventes klar sommeren 2021-2022):
- 120 ferieboliger - heraf ca. 25 ferieboliger på pæle i vandet (9.000 m2)
- Indendørs oplevelsescenter (8.500 m2)
- 130 hotelværelser og konferencefaciliteter (11.000 m2)
Etape 2: Vandland og lejligheder (forventes klar 2023-2025)
- Vandland og wellness (5.000 m2)
- 125 lejligheder udenpå siloerne (11.500 m2)
Etape 3: Lejligheder, detail og rekreative anlæg (forventes klar 2025)
- Sukkerbyen del 2 (ferielejligheder, butikker og rekreative anlæg) (13.500 m2)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.