
I alt 38 projekter fra 35 forskellige kommuner ansøgte om at komme blandt de 10 vandkantsprojekter, der i første omgang får dispensation til at bygge i kystzonen. Men ialt 20 levede op til kriterierne, og hvem det er udover de første 10, kan vi her oplyse på bagrund af oplysninger fra Erhvervs- og Vækstministeriet.
Oplysningerne bliver ikke mindst interessante, fordi det kort efter udpegningen blev offentliggjort, kom frem, at yderligere 15 ekstra projekter også skal have tilladelse, hvis det står til V-regeringen. Og det er Socialdemokraterne åbne for at se på - men har endnu ikke drøftet de nærmere kriterier. Følges de oprindelige kriterier, er der altså i hvert fald 10 projekter, der ligesom de 10 udvalgte lever op til ideen med det hele.
• Jammerbugt Kommune, Potentialeplan Blokhus: Projektet består af etablering af aktivitetsområder, overnatningsmuligheder og panoramasti i klitterne og der ønskes, at opstille yderligere 50-100 strandhuse samt udvide sti til stranden.
• Hedensted Kommune, Juelsminde Strandpark: Projektet omhandler kystsikring som tænkes sammen med kommunens turismeplanlægning og skaber synergi mellem havn og strand. Projektet indeholder eventplads, amfiscene, sportsplads, naturfitness, badestrand og strandmole til vinterbadning, dykning og pop-up aktiviteter.
• Faaborg-Midtfyn Kommune, Havcamping Bøjden: Projektet omfatter udvidelse af eksisterende campingplads med 36 enheder samt 10 havcampinghytter og 10 shelters i vandkanten.
• Helsingør Kommune, Hornbæk i verdensklasse: Projektet handler om at etablere forbindelsesruter gennem klitterne og stranden i sammenhæng med tre nedslagspunkter ved Hornbæk strand. Nedslagspunkterne består af redesign og opgradering af den eksisterende cafe, etablering af et udsigtspunkt i klitten og en solnedgangstrappe som del af havnemolen. Ruter og nedslagspunkter skal tilsammen understøtte, formidle og iscenesætte naturværdierne på Hornbæk strand.
• Tønder Kommune, Ferieliv ved Digernes Land: Projektet omhandler bl.a. etablering af besøgscenter ved Vidåslusen og 60 nye ferieboliger ved Emmelev. Besøgscenteret vil understøtte turistdestinationen Nationalpark Vadehavet (UNESCO verdensarv).
• Lolland Kommune, Nakskov Feriecenter: Projektet omfatter etablering af op til 250 nye overnatningsenheder i det samlede område omkring Nakskov Fjord med velkomstfaciliteter samt feriehuse i vandkanten, ferieboliger, pælehuse, feriehusbåde, tømmerflåder og plateauer i træerne til overnatning i telte.
• Ringkøbing-Skjern Kommune, Porten til Vesterhavet: Projektet omfatter etablering af et besøgspunkt i et klitlandskab. Besøgspunktet vil bestå af restaurant og cafe samt et formidlings- og fugleobservationscenter, der erstatter de to eksisterende bygninger. Derudover indeholder projektet planer om en pop-up cafebunker med tilhørende familieaktivitetsområde i vandkanten.
• Varde Kommune, Kystaktiviteter Vejers: Projektet omhandler realisering af en udarbejdet helhedsplan for Vejers, herunder bl.a. udvidelse af eksisterende hotel, naturbiograf, boardwalk, essehytter og bålhus i klitterne og en række mindre aktiviteter på stranden.
Udover disse otte projekter, der altså formelt lever op til kriterierne, men ikke i første omgang kom med i Regeringens udvælgelse, vil to af de 38 projekter kunne gennemføres inden for de gældende regler. De to kommuner er blevet opfordret til at søge Miljø- og Fødevareministeriet om at få behandlet deres projekter under de gældende regler, fremgår det:
• Guldborgsund Kommune, Marielyst Pier: Projektet omfatter opførelse af en aktivitets- og promenadebro ved Marielyst strand. Broen skal være en fortsættelse af et nyanlagt torv og strandstrøg over stranden og ud i vandet. Broen måler op til 125 meter i længden og op til 12 meter i bredden. Pieren vil kunne have aktiviteter som eksempelvis siddemuligheder, udspring, almindelig badning, kajakrampe, rampe ned i vandet så handikappede kan komme let i vandet og promenade.
• Odsherred Kommune, Vision for to kyststier: Projektet omfatter etablering af to stier, henholdsvis Kyststien fra Dragsholm Slot til Odden Kirke (ca. 40 km) og Fjordpromenaden fra Nykøbing Sj. til Anneberggård (ca. 1,5 km) samt information om ruten og dens steder, forbedring, overgange, bænke og udvikling af toiletfaciliteter og adgang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.