
Et enigt Folketing har tirsdag stemt for at ophæve DF-formand Morten Messerschmidts parlamentariske immunitet, så sagen om misbrug af EU-midler kan komme for retten. 104 stemte for, mens ingen stemte imod.
Den såkaldte Meld- og Feld-sag har spøgt i flere år. I august sidste år blev Morten Messerschmidt idømt seks måneders betinget fængsel. Men sagen skal nu gå om, fordi Morten Messerschmidt klagede over en af sagens dommere.
Messerschmidt mente, at dommeren var inhabil, fordi han var kommet med kritiske tilkendegivelser på Facebook om Dansk Folkeparti og Messerschmidt. Landsretten gav Messerschmidt medhold.
Derfor skal sagen nu begynde forfra, og fordi der i mellemtiden har været et folketingsvalg, har Folketinget også været nødt til at stemme om hans parlamentariske immunitet igen.
Kofod anbefalede
I sagen er DF-formanden anklaget for dokumentfalsk og svindel med EU-støttekroner, som han havde søgt om for at afholde en EU-konference i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.
Det centrale i sagen er, om der faktisk blev holdt en konference om EU, eller om pengene gik til at afholde sommergruppemødet.
Inden afstemningen gik Peter Kofod, Dansk Folkepartis gruppeformand, på talerstolen i Folketingssalen og opfordrede folketingsmedlemmer til at stemme for at ophæve immuniteten, så sagen kan blive afsluttet.
- Hvad skete der på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015? Det spørgsmål kan vi forhåbentlig meget snart få besvaret. Der er næppe mange, der glæder sig så meget til det som os i Dansk Folkeparti, sagde han fra talerstolen.
Med dagens afstemning er Dansk Folkepartis formand altså ikke længere beskyttet at Grundlovens paragraf 57. Den siger, at Folketinget skal sige god for, at der kan blive ført en straffesag mod et af Folketingets medlemmer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.