Sidste år blev Odsherred Forsyning sat under rekonstruktion med en gæld på over én milliard kroner, og kommunen har efterfølgende stævnet ti personer fra selskabets tidligere ledelse og bestyrelse med krav om en foreløbig erstatning på 50 mio. kr.
Sagen har fået konsekvenser for fjernvarmekunderne i området, som står over for prisstigninger på op til 76 procent og krav om høje udtrædelsesgodtgørelser. Fjernvarmekunderne har klaget til både Forsyningstilsynet og Ankestyrelsen over håndteringen.
Den bemærkelsesværdige sag har ikke bare fået konsekvenser for borgere og lokalpolitikere. Sagen risikerer helt overordnet at svække tilliden til fjernvarmesektoren, mener Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i Tekniq, som organiserer tekniske installations- og entreprenørvirksomheder.
- Risikoen er, at tilliden til hele sektoren forsvinder. Det gælder ikke bare vores medlemmer, men også borgerne helt generelt, og det vil i sidste ende kunne få konsekvenser for hele den grønne omstilling, siger han til DK Nyt.
Derfor foreslår organisationen indførelse af krav om professionelle bestyrelser i forsyningsselskaberne:
- Sektoren arbejder med enormt store og komplekse projekter, og det kræver, at det er folk med de rette kompetencer, som sidder med de afgørende beslutninger, lyder det fra Troels Blicher Danielsen.
- Dybest set mener jeg, at hele sektoren skal markedsgøres, så der kommer reel konkurrence i stedet for monopol, men at indføre professionelle bestyrelser er en af de lavthængende frugter.
Kræver ændringer
Troels Blicher Danielsen peger på, at fjernvarmeselskaber i praksis har monopol på varmeforsyningen i deres områder, hvilket kalder på ekstra krav til bestyrelsernes governance. Og med en række sager i mente, hvor Odsherred blot er den mest kontroversielle, er det nødvendigt med ændringer.
- Alene baseret på de sager, som vi har set i den seneste byrådsperiode, hvor sagen i Odsherred er den mest iøjenfaldende, så er det tydeligt, at der er noget, som ikke er, som det bør være, siger Troels Blicher Danielsen.
- Lige nu er der enorm usikkerhed for både borgerne lokalt, men også helt generelt for udrulningen af fjernvarme på landsbasis. Hvis vi skal have genoprettet tillididen til sektoren, mener jeg derfor, at politikerne på Christiansborg bør ser på strukturerne i hele sektoren.
Han frygter desuden, at sagen i Odsherred kan være med til at sprede en bekymring for, hvilke konsekvenser det kan få for lokalpolitikere, hvis de sidder med i bestyrelserne.
- Når en hel bestyrelse bliver stævnet, risikerer vi at ende i en situation, hvor der i fremtiden ikke er nogen, der ønsker at sidde med i bestyrelserne af frygt for, at de kan ende i en lignende situation.
Dansk Fjernvarme: Sagen i Odsherred er en undtagelse
Hos brancheorganisationen Dansk Fjernvarme, der organiserer de fleste fjernvarmeselskaber i landet, erkender politisk chef Rune Moesgaard, at sagen i Odsherred er alvorlig. Men han advarer mod generaliseringer:
- Selvom sagen i Odsherred er alvorlig, er det vigtigt at huske, at den er en undtagelse og ikke er repræsentativ for hele sektoren. Langt størstedelen af fjernvarmeselskaberne opererer ansvarligt og leverer stabil, grøn og billig fjernvarme til deres kunder.
Rune Moesgaard fremhæver, at sektoren allerede er underlagt skrap regulering:
- Det er vigtigt at huske, at fjernvarmesektoren allerede er underlagt en omfattende regulering og kontrol fra myndighederne. Det sætter naturligt nogle krav til bestyrelserne i selskaberne. Og rigtig mange af de kommunale selskaber har i forvejen eksterne bestyrelsesmedlemmer, siger han til DK Nyt.
Desuden peger Dansk Fjernvarme på, at branchen selv har etableret kodekser for godt bestyrelsesarbejde og løbende arbejder med at evaluere bestyrelsernes kompetencer og sammensætning.
Derudover kan man pege på, at det er med til at sikre lokale hensyn og forankringer, når lokalpolitikere sidder med ved bestyrelsesbordet. Men når situationen udvikler sig, som den har gjort i Odsherred, mener Troels Blicher Danielsen, at det ikke er meget værd.
- De borgere, der er kommet i klemme i Odsherred, er formenligt ret ligeglade med den lokale forankring af bestyrelsen lige nu.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.