
ESBJERG: For at leve op til ghettoplanen vil Esbjerg Kommune i samarbejde med boligselskabet Ungdomsbo blandt andet rive fire boligblokke med i alt 112 almene familieboliger ned. Dertil kommer ommærkning og nyopførelser, fremgår det af den aktuelle udviklingsplan, der er på vej til behandling i det politiske system.
Stengårdsvej-området, der er på regeringens ghettoliste som såkaldt 'hård ghetto', tæller 579 boliger, efter at et boligområde lige øst for blev skilt fra. Boligministeriet anerkendte i marts, at det tæt-lave byggeri med 200 lejligheder ikke længere skal tælle med i det udsatte boligområde.
Det tilbageværende Stengårdsvej-område består af 14 tre etagers boligblokke opført i 1967, og de enkelte trin henimod at leve op til planens krav om kun at rumme 40 pct. almene familieboliger i 2030, er:
Først skal to boligblokke, hvor det ene kaldes 'højhuset', rives ned - med 75 lejligheder. Netop de to blokke er i dårlig stand, så nedrivningen beskrives som økonomisk rationel. Næste skridt er yderligere to blokke i en anden afdeling med 41 lejligheder.
I alt 114 mindre lejligheder skal ommærkes til ungdomsboliger, 46 boliger i blokke med elevator skal ommærkes til ældreboliger. Endelig skal der sælges arealer fra, så der kan nyopføres 100 private boliger og 90 almene ungdomsboliger. Det harmonerer ifølge planen godt med en længere række uddannelsesinstitutioner i nærheden.
- Hvis planen bliver gennemført, står vi med et godt og spændende projekt til sidst. Men jeg må erkende, at vejen derhen er drastisk. Vi havde nok håbet, at vi kunne undgå decideret nedrivning, men der er ikke andre muligheder, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til JydskeVestkysten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.