
Det ene af Dansk Folkepartis fire medlemmer af Europaparlamentet, Rikke Karlsson, har meldt sig ud af partiet, oplyser hun her til morgen på Facebook.
Årsagen til udmeldelsen er frustration over, at hun ikke kan få indsigt i 'et regnskab fra de Europæiske Fonde, jeg sammen med Morten Messerschmidt, Anders Vistisen og Jørn Dohrmann har siddet som medlem af siden valget 2014'. Det har ikke været muligt, heller ikke med partiledelsens mellemkomst, skriver hun, og hun ser sig 'derfor nødsaget til at frasige mig et hvert ansvar i forbindelse med disse fonde og ser derfor kun en udmeldelse af partiet som den eneste løsning', skriver hun blandt andet i en længere redegørelse på Facebook.
Rikke Karlsson oplyser tillige, at hun fortsætter som løsgænger i Europaparlamentet, som hun blev valgt til i 2014.
Hun var frem til da byrådsmedlem i Rebild siden 2009 og er vant til at råbe op. I 2012 ville hun ikke tie om forvaltningen i Rebild Kommune, som sikrede journalist Asbjørn With en Cavlingpris for at afdække en stor incestsag. Som byrådsmedlem anklagede hun helt ekstraordinært en kommunal topembedsmand for at lyve og fortie vigtige oplysninger til socialudvalget.
'Det her er så vigtigt, at jeg ikke kan holde min mund. Bare at tænke tanken om at holde mund og lade stå til, gør helt ondt i maven', sagde hun i artiklen, der fik Rebild-lavinen til at rulle.
Selv om hun blev mobbet og frosset ud af byrådsmedlemmerne og den kommunale forvaltning, sejrede hun til sidst og fik ret.
I 2013 bragede hun både ind i byrådet og regionsrådet, før hun året efter fulgte DF's spidskandidat, Morten Messerschmidt, i EU-Parlamentet med 9205 personlige stemmer mod hans 465.758.
Rikke Karlsson bor i nordjyske Støvring. I 2009 kom hun både i regionsrådet i Nordjylland og i byrådet i Rebild, og hun blev sit partis gruppeformand begge steder. Hun kandiderede til EU-Parlamentet i 2004 og 2009, da hun blev 1. suppleant efter Morten Messerschmidt og Anna Rosbach, som forlod DF i 2012. Ved folketingsvalget i 2011 manglede Rikke Karlsson 126 personlige stemmer i at blive valgt til Folketinget.
Rikke Karlsson har arbejdet som specialpædagog og lærer ved siden af sit arbejde som politiker. Nu helliger hun sig det politiske arbejde på fuld tid. Hun er niece til Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.