
AARHUS: Det var erhvervsmediet Finans som i august måned kunne afsløre at det Mærsk-ejede APM Terminals på Aarhus Havn er infiltreret af rockerbanden Hells Angels. Oplysninger, som både borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Keith Svendsen, der er topchef i APM Terminals, kaldte rystende.
- Vi har kendskab til folk på havnen med relation til kriminelle miljøer, og siden årsskiftet har vi været i kontakt med myndighederne om flere episoder, sagde Keith Svendsen. Han bekræftede, at der er tale om Hells Angels.
Siden er Politiets specialafdeling mod organiseret kriminalitet gået ind i sagen. Det oplyste justitsminister Peter Hummelgaard (S) i slutningen af september i et svar til Folketingets retsudvalg.
Det er dog ikke kun et problem i Aarhus, at bandemiljøet infiltrerer industrihavne. Det er en udfordring i hele Europa og derfor har Europa-kommissionen nu vedtaget en europæisk køreplan med fire prioriterede områder, der indeholder 17 punkter, som skal styrke kampen mod narkohandel. Det skriver DR.
- Europa har nu overtaget USA's plads som verdens største kokainmarked og er hurtigt ved at blive et globalt knudepunkt for narkotikahandel, hvilket er en foruroligende førsteplads at blive berømt for. Vi bliver nødt til at intensivere indsatsen for at vende denne udvikling, lyder meldingen fra kommissionens næstformand, Margaritis Schinas.
Ingen sikkerhedsgodkendelse
- Vi ser havnene som et specielt problem. De skal blive bedre til at modarbejde narkohandel. Vi vil styrke toldvæsnerne på tværs af landegrænserne og give 1,5 milliarder kroner på tværs af EU til bedre udstyr som scannere, der kan gøre det lettere at finde narko, forklarer Per Haugaard, EU-Kommissionens repræsentationschef i Danmark, til DR.
I folketinget er der også blevet stillet spørgsmål til om det kan være en ide at forlange sikkerhedsgodkendelse af ansatte på havne i stil med de krav, som stilles til medarbejdere i lufthavne. Som det er i dag skal der nemlig ikke laves sikkerhedsgodkendelser af medarbejderne på bl.a. Aarhus Havn. Samme forslag har også Keith Svendsen, topchef i APM Terminals stillet i medierne.
Her var justitsministerens svar, at det endnu er for tidligt at sige, om der skal iværksættes tiltag.
Ifølge mediers afsløringer har cirka 30 af de omkring 400 fast- og løstansatte hos APM Terminals relation til Hells Angels. EU-kommissionens køreplan skal nu drøftes i både Europarådet og Europa-Parlamentet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.