dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Fabrin ærgrer sig over lavt studieoptag

Antallet af ansøgere til uddannelser, der fører til et job i det offentlige, er faldet markant til trods for, at de allerfleste finder arbejdet attraktivt, meningsfuldt og afvekslende
Antallet af optagne på læreruddannelsen er faldet med 9 pct. og på sygeplejerskeuddannelsen 18 pct; for pædagoguddannelsen er faldet 22 pct. KL’s formand, Erik Fabrin, ærgrer sig over de nye tal:

- Vi får i særlig grad brug for nyuddannede lærere og sygeplejersker i de kommende år, hvor mange ældre medarbejdere går på pension.

Formanden mener dog, at der er grund til at se fremad:

- Jeg tror, at optagelsestallene afspejler, at vi har været igennem en konflikt i foråret. Nu er overenskomsterne på plads, og vi kan sætte fokus på de mange fordele, der er ved et job i kommunerne.

- For eksempel har en Gallup-undersøgelse vist, at 92 pct. af medarbejderne i kommunerne er tilfredse med deres arbejde, nævner Erik Fabrin.

Samtidig peger ansatte i kommuner og amter i en personalepolitisk undersøgelse fra 2006 på, at fordelene ved at være ansat i det offentlige er, at arbejdet er meningsfuldt, der er afveksling i arbejdet, og at de har en høj grad af indflydelse på eget arbejde. De fremhæver tryghed i ansættelsen og rimelige arbejdstider som fordele ved jobbet.

- Nu er vores udfordring i kommunerne at sætte fokus på disse fordele.

Samtidig er mange nye initiativer på vej, der skal gøre de kommunale arbejdspladser endnu mere attraktive, siger KL’s formand.

- I de fælleskommunale kvalitetsprojekter er der fokus på attraktive arbejdspladser med delprojekter om trivsel, sygefravær, branding, kompetenceudvikling og rekruttering og fastholdelse.

KL's formand glæder sig desuden over, at det ser ud til, at der på tre af landets professionshøjskoler oprettes hold med den nystartede professionsbacheloruddannelse i offentlig administration.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fabrin-aergrer-sig-over-lavt-studieoptag

GDPR